Kraul: Spillerforeningen har undervurderet DBU i stort pokerspil

Spillerne ser ud til at have overspillet deres kort, mener DR Sportens fodboldkommentator.

Spillerforeningens forhandlingstaktik blev dyr i konflikten med DBU, mener DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Fredag middag møder spillerne på kvindelandsholdet omsider ind i landsholdslejren, eftersom DBU og Spillerforeningen har indgået en delaftale og udskudt forhandlingerne om en ny landsholdsaftale til efter tirsdagens kamp mod Kroatien.

At skyttegravskrigen mellem DBU og spillerne for en stund er sat på pause, kommer ikke bag på DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- For en gangs skyld er jeg ikke specielt overrasket, for der måtte simpelthen komme noget fornuft og en afslutning på det her fuldstændig vanvittige forløb, siger Andreas Kraul.

- Det er klart for alle, at det nu var kommet for langt ud, og det viser jo med tydelighed, at det er ét stort pokerspil, der har været i gang. Der har siddet nogle, som har prøvet at bluffe og samtidig gået all-in uden at vide, hvilke kort man egentlig sad med.

Spillerforeningen har undervurderet DBU

Spillerforeningen tilbød onsdag aften DBU at indgå en delaftale i håb om at kunne spille kampen mod Sverige, men på det tidspunkt havde spillerne allerede overskredet DBU's tidsfrist for at møde op i landsholdslejren.

- Spillerne og Spillerforeningen ser ud til at have overspillet deres kort. Det er ret tydeligt, at DBU siden midt på ugen har været indstillet på at kampen måtte aflyses, og jeg tror, at Spillerforeningen har undervurderet, at DBU var villige til at gå så langt, fortæller Andreas Kraul.

- Knasterne ligger ikke i, om kvinderne skulle have det ene eller andet beløb for at spille på landsholdet. Det drejer sig om forhandlingstaktik, og om den måde Spillerforeningen har ageret på i mange år, hvor aftalerne altid har skullet trækkes i langdrag og føres igennem i sidste øjeblik, hvor modparten er presset af, at der skal spilles en kamp.

- Jeg tror, at DBU har følt, at de var nødt til at sige, at sådan leger vi ikke, og sådan kan vi ikke forhandle. De har lavet en kalkule, der siger, at vi er nødt til at stoppe denne her fremgangsmåde. Så DBU har i gåseøjne været villige til at sælge denne her kamp mod Sverige for at sætte foden ned, lyder vurderingen fra DR Sportens fodboldkommentator.

VM er stadig muligt

Hvilke sanktioner der rammer DBU og kvindelandsholdet som følge af afbudet til kampen mod Sverige vides først, når sagen er behandlet af Uefa, men Andreas Kraul forudser, at Danmark slipper nådigt.

- Jeg har en formodning om, at Danmark ikke får den helt tunge straf. Det ville undre mig, hvis det går så galt, at det kommer til at koste både den ene og den anden kvalifikation.

- Jeg kan godt se et scenarie, hvor Danmark bliver taberdømt og får en bøde for ikke at møde op til Sverige-kampen og ellers får lov at fortsætte i kvalifikationen. Dermed vil VM jo stadig være en mulighed.

- Det vigtigste er at komme afsted og spille kampen, mens dansk kvindefodbold stadig kunne komme nogenlunde helskindet ud af den her bizarre situation, lyder det fra Andreas Kraul.

Landskampen mod Kroatien kan følges tirsdag aften på DR1, i LIGA på P3 og på dr.dk/sporten.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve