Kvindelandsholdet fortsætter på Viborg Stadion

Det danske kvindelandshold skal også i de næste fire år have Viborg Stadion som hjemmebane.

Kvindelandsholdet skal også i de næste fire år have Viborg Stadion som hjemmebane. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Selvom byens i hold ikke er en del af Superligaen i næste sæson, så vil der stadig blive spillet topfodbold på Viborg Stadion.

I går blev Viborgs borgmester Torsten Nielsen og DBU-formand Jesper Møller enige om at forlænge den aftale der allerede har løbet i to år, så det danske kvindelandshold i de kommende fire år også spiller deres EM- og VM-kvalifikationskampe på Viborg Stadion.

En aftale som glæder borgmesteren i byen:

- Vi er stolte af, at Viborg Stadion de næste fire år er nationalstadion for kvindelandsholdet, og vi glæder os meget til at gøre en endnu større indsats for at udvikle pige- og kvindefodbolden i Danmark, siger Torsten Nielsen.

Kampene skal være en fest

Da kvindelandsholdet i september besejrede Sverige 2-0 i Viborg og dermed kvalificerede sig til sommerens EM-slutrunde i Holland skete det på et total udsolgt stadion. DBU-formand Jesper Møller er derfor begejstret over, at kvinderne fortsat kan spille deres vigtigste kampe på Viborg Stadion.

- Viborg Kommune har været en fantastisk samarbejdspartner i arbejdet med at sikre markedsføring af kvindelandsholdets kampe, og byen har bakket op og været med til at gøre kvindelandsholdets kampe til en fodboldfest ud over det sædvanlige.

- Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet, og hvad kan det ikke blive til med den kontinuerlige udvikling af pige- og kvindefodbolden, siger Jesper Møller.

Danmark spiller den næste hjemmekamp i Viborg i foråret 2018.

Facebook
Twitter