Kvindelandsholdet vil knæle i forbindelse med EM-kvalifikationskampe

Når kvindelandsholdet spiller EM-kvalifikationskampe mod Bosnien-Hercegovina og Malta vil spillerne knæle.

Herrelandsholdet gjorde det i Nations League-kampene mod Belgien og England, og nu gør kvindelandsholdet det samme i de kommende EM-kvalifikationskampe imod Bosnien-Hercegovina og Malta.

Spillerne vil knæle inden kampstart i forbindelse med de forestående to EM-kvalifikationskampe for at vise, at kvindelandsholdet er imod racisme og diskrimination.

Det skriver Dansk Boldspil-Union, DBU, på Twitter.

Anfører på kvindelandsholdet, Pernille Harder, begrunder valget med følgende:

- Vi spillere har i årevis forsøgt at bekæmpe racisme, homofobi og andre former for diskrimination. Det har vi gjort i kampagner både på og udenfor banen, fordi vi som spillere på landsholdet gerne vil vise vores modstand mod enhver form for diskrimination.

- Vi vil markere, at vi er imod racisme og diskrimination ved at knæle til landskampene mod Bosnien og Malta.

- Det handler ikke om enkelte bevægelser eller politiske partier. Det handler om medmenneskelighed. Altid og til enhver given lejlighed, siger Pernille Harder.

DBU og kvindelandsholdet skriver samtidig, at de er i dialog med Bosnien-Hercegovina og Malta om, hvorvidt de ligesom kvindelandsholdet ønsker at knæle.

Pernille Harder er i år skiftet til Chelsea, og hun vil sammen med resten af kvindelandsholdet knæle i forbindelse med de kommende EM-kvalifikationskampe. (Foto: Martin Rickett © Scanpix)

Uvist om modstanderne knæler

Der var blandede reaktioner, da herrelandsholdet knælede i forbindelse med kampene i Nations League mod Belgien og England, og det har Pernille Harder også taget stilling til.

- Der er nogen, der mener, at det er et udtryk for politik, men det mener vi ikke. Vi mener, at det er et udtryk for menneskelighed, at vi viser vores støtte til den sorte minioritet og viser, at vi er imod racisme, siger Pernille Harder til DR Sporten.

Pernille Harder siger til DR Sporten, at hun håber, at befolkningen tager godt imod spillernes ønske om at vise respekt.

Herrelandsholdet, Christian Eriksen og Kasper Dolberg knælede før Nations League-kampen mellem Danmark og Belgien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I modsætning til herrelandsholdet skal kvinderne knæle på udebane, og Pernille Harder er i tvivl om, hvordan det bliver taget imod af de kommende modstandere, Bosnien-Hercegovina og Malta.

- Vi ved ikke endnu, om Bosnien og Malta også vil gøre det. Vi har valgt at gå ud med, at vi vil gøre det, siger hun.

Kommer I til at gøre det, hvis eksempelvis Bosnien-Hercegovina siger, at det vil de ikke?

- Der må vi lige se, hvordan det kan lade sig gøre. Der ved jeg ikke lige, hvordan og hvorledes. Om det kun bliver det ene hold, der gør det, og det andet ikke gør.

DBU skriver, at UEFA skal godkende kvindelandsholdet og spillernes ønske om at knæle.

Kvindelandsholdet spiller på torsdag på udebane mod Bosnien-Hercegovina og på tirsdag gælder det turen til Malta.

Facebook
Twitter