Landsholdskollegerne er ikke i tvivl: Fuldt fortjent at Harder er nomineret som Europas bedste

Pernille Harder kan torsdag vinde prisen som den bedste kvindelige spiller i Europa.

Landsholdskammeraterne synes, Pernille Harder fortjener at vinde prisen som Europas bedste spiller. (Foto: REUTERS © Scanpix)

Landsholdsangriberen Pernille Harder er blandt de tre nominerede, der kan få prisen som sæsonens bedste spiller i Europa, når det europæiske fodbold forbund, UEFA, torsdag kårer årets kvindelige fodboldspiller.

Og det er ikke uden grund, hvis man spørger den 25-årige midtjydes landsholdskammerater.

- Hun scorede i en Champions League-finale, og det er der ikke mange, der kan prale af. Og så er hun outstanding – hun er dygtig med bolden, læser spillet godt og sætter sine holdkammerater op. Hun er en éner, lyder det fra Katrine Veje.

Noget som Theresa Nielsen kun kan være enig i:

- Hun bliver aldrig mæt, og hun vil hele tiden blive bedre, og det er det, som gør, at hun er, hvor hun er i dag, siger hun.

Ude på trænerbænken har Landstræner Lars Søndergaard kun stået i spidsen for landsholdet siden årsskiftet, hvor han skiftede fra herre- til kvindefodbold. Alligevel er han ikke i tvivl om, hvorfor hans anfører er blandt de tre nominerede til at blive Europa bedste spiller.

- Pernille (Harder, red.) har hele pakken. Hun er jo verdensklasse. Jeg har aldrig trænet spillere før hos drengene, som har været på så højt et niveau, og når jeg ser hende træne, så ved jeg også godt, hvorfor hun er kommet så langt. Der er aldrig et sekund, hvor hun ikke er koncentreret.

- Hvis hun bliver udnævnt som den bedste spiller i Europa, så synes jeg, det ville være fuldt fortjent, siger Lars Søndergaard.

Hovedpersonen selv er jublende glad for sin nominering.

- Det betyder enormt meget. Det sådan en pris, man som lille drømmer om at komme til at vinde. At blive Europas bedste – det er en kæmpe drøm, siger Pernille Harder.

Der er dog lidt malurter i bægret. Wolfburg-angriberen har nemlig ikke selv mulighed for at modtage prisen, hvis hun ender med at vinde. Prisoverrækkelsen ligger torsdag aften, hvor Harder og resten af det danske landshold spiller en vigtig VM-kvalifikationskamp i Viborg mod Kroatien.

Derfor har hun sendt nogle helt nære repræsentanter af sted i stedet for hende selv.

- Min mor og far er taget til Monaco, så de får lov til at opleve det, når nu jeg ikke kan være der.

- Det er dejligt, at de vil det, og det er en god gave at give til dem, fordi de støtter mig utroligt meget.

Kåringen af Europa bedste kvindelige og mandlige spiller sker torsdag aften i forbindelse med lodtrækningen til Champions League-gruppespillet. På herresiden er de tre nominerede til prisen Cristiano Ronaldo, Mohamed Salah og Luka Modric.

Facebook
Twitter