Landsholdsspiller efter skifte til Barcelona: Piger skriver de vil være som mig

Landsholdsspilleren Line Røddik har oplevet en eksplosion i interessen for hende, efter at hun skiftede til FC Barcelona.

FC Barcelona er en fodboldklub, som de fleste mennesker har hørt om på et eller andet tidspunkt i deres liv. Den catalonske storklub er da også på mandesiden en af sportens mastodonter – både historisk og for nuværende.

Derfor er det måske ikke overraskende, at interessen for landsholdsspilleren Line Røddik eksploderede, efter hun skiftede til Barcelona sidste sommer. Men det er alligevel lidt af et paradoks. Et paradoks, fordi den danske forsvarsspiller faktisk forlod en klub, der i kvindefodbold var langt større.

Røddik skiftede nemlig til Barcelona fra Olympique Lyon, der netop havde vundet Champions League.

- Det har overrasket mig. Jeg vidste godt, at jeg skiftede til en speciel klub, men jeg forlod jo faktisk Olympique Lyon, som var måske det bedste hold på kvindesiden, siger Røddik.

Den øgede opmærksomhed mærker Røddik især uden for banen, hvor hun på de sociale medier bliver kontaktet af forældre, der på vegne af deres døtre vil i kontakt med fodboldstjernen.

- Man får flere og flere følgere, og der er piger hvis forældre skriver til én om det ene og det andet, og at man er så dygtig, og at de (pigerne, red.) gerne vil være som én, og det er da fedt.

Herrefodbold har i mange år har fået enorm eksponering, mens kvindefodbold har haltet gevaldigt efter. Men med den nuværende udvikling, der går mod mere fokus på kvindefodbold, er ikke kun positiv i sin egen ret, men også fordi den næste generation vil have endnu flere forbilleder at se op til:

- Det er godt, at de kan se, at man kan virkelig gøre det. Man kan leve og være professionel fodboldspiller, og det kan man se, er muligt. Og man kan se, at drømmene kan blive en realitet, hvis man går efter det, og det gør måske, at man går mere efter det og kæmper for det.

Line Røddik og det danske landshold spiller i morgen en testkamp mod Finland, som du kan se på DR3 fra kl. 18.45.

Facebook
Twitter