Landstræner vil tanke selvtillid i nøglekamp mod Ukraine

Kvindelandsholdet skulle gerne gå forbi Ukraine i VM-kvalifikationen, når de to hold mødes mandag aften.

Lars Søndergaard forudser et godt organiseret ukrainsk hold, som vil slå til på omstillinger. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

- Det er en nøglekamp for os, da de lige nu er nummer to, og vi kun er nummer tre. Vi skulle gerne være på andenpladsen i gruppen efter kampen.

Kvindelandsholdets træner Lars Søndergaard lægger ikke fingre imellem, når det gælder vigtigheden af mandagens VM-kvalifikationskamp mod Ukraine. Efter skrivebordsnederlaget til Sverige er der pres på Danmark, og det skulle gerne bliver til tre point i opgøret.

- Vi vil ud at vinde. Vi vil gerne gøre et godt indtryk her i Viborg, så vi kan få lidt eufori og noget selvtillid. Ukraine er ikke så dårlige, som man også kan se i tabellen, og det siger lidt om, at det ikke er en hvilke som helst modstander, siger Lars Søndergaard til DR.

Tålmodighed og chanceudnyttelse

Landsholdet er efter halvandets års fravær tilbage på hjemmebanen i Viborg, og her skal man forsøge at kanøfle et ukrainsk hold, der godt kan blive en udfordring at lirke op.

- Det er et rutineret og meget fysisk mandskab, som er godt organiseret rent defensivt i 4-1-4-1 eller 4-3-3. De spiller på omstillinger og forsøger at fremprovokere standardsituationer, som kan skabe tilfældige chancer. Det bliver et tålmodighedsspil for os, det kræver tempo i spillet, vi skal være på toppen og udnytte vores chancer.

- Vi har haft nogle rigtig gode træninger med fokus på vores spillestil, så jeg føler, at vi er kommet et meget langt stykke. Om vi er helt på 100 procent, tror jeg nu ikke, men mindre kan også gøre det, siger Søndergaard.

Danmark og Ukraine spiller VM-kvalifikationskamp på Viborg Stadion mandag klokken 17.45. Du kan se opgøret direkte på DR1.

Facebook
Twitter
Emner: