Lettet landstræner: Rigtig godt for alle i dansk fodbold

Landstræner Søren Randa-Boldt glæder sig over delaftalen, der betyder landskamp tirsdag aften.

Landstræner Søren Randa-Boldt glæder sig over, at kampen mod Ungarn bliver til noget. (Foto: Michael Drost-Hansen © Scanpix)

Siden Nils Nielsen stoppede som landstræner for kvindelandsholdet, har Søren Randa-Boldt stået i spidsen for EM-sølvvinderne. På grund af overenskomstkonflikt mellem DBU og Spillerforeningen så det dog ud til, at han måtte udskyde sin landstrænerdebut, der var planlagt til tirsdag aften.

Men i dag er der indgået en delaftale mellem parterne, og dermed bliver VM-kvalifikationskampen ude mod Ungarn tirsdag aften alligevel til noget. Det glæder Randa-Boldt.

- Det er rigtig godt. Jeg er glad for, at de fik lavet den delaftale, så vi kan komme afsted med de 18, jeg har udtaget til at starte med. Det er rigtig godt for alle i dansk fodbold, siger Søren Randa-Boldt til DR.

Hvor overbevist følte du dig i går aftes om, at I ville stå her nu?

- Jeg var et stykke fra 100 procent. Men jeg har håbet hele tiden, og min kuffert og rejsetøjet har ligget klar hele tiden, så det var bare lige at hoppe i det. Jeg er heldig, at jeg bor lige ved en metrostation, så på to minutter kunne jeg sidde nede i metroen.

Vi vinder!

På grund af stridighederne mellem parterne har kvindelandsholdet endnu ikke været samlet med den nye landstræner, og dermed er optakten til kampen langt fra optimal. Det er dog alligevel en optimistisk træner, der flyver sydpå fra København denne eftermiddag.

- Jeg tror, at pigerne er tændte nu. De er tilsyneladende tilfredse, siden de er her. Alle parter er tilfredse, så nu ønsker vi at give den gas. Der skal nok komme en god kamp ud af det i morgen.

Vinder I?

- Ja, det gør vi.

Kampen mellem Ungarn og Danmark vises direkte på DR1 tirsdag aften klokken 17.45.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter