Line Jensen: I USA er alle hurtige

Skiftet fra fyraftensspiller til fuldtidsprof kan tydeligt mærkes – selvom hun spiller i verdens bedste liga.

  • Midtbanespilleren kan allerede mærke forskellen på livet som fyraftensspiller og fuldtidsprof. (© Line Sigvardsen Jensen)
  • Line Sigvardsen Jensen er i løbet af sommeren skiftet til den amerikanske klub Washington Spirit. (© Line Sigvardsen Jensen)
  • I USA prioriteres det højt, at spillerne skal hvile og restituere mellem træningerne. (© Line Sigvardsen Jensen)
  • Her står Line S. Jensen i midten af billedet med orange fodboldstøvler. (© Line Sigvardsen Jensen)
1 / 4

Spillet er det samme, men pludselig ser landsholdsspilleren Line Sigvardsen Jensen helt anderledes på tilværelsen som fodboldspiller. Sommerens skifte fra Fortuna Hjørring til Washington Spirit er nemlig ikke bare et skifte fra Danmark til USA. Det er også et skifte fra fyraftensspiller til fuldtidsprof.

- Det er stort herovre, og jeg ville ønske, at det også kunne være sådan i Danmark. At man blev værdsat noget mere for de mange timer på træningsbanen, fortæller Line S. Jensen over telefonen fra Washington.

Nu kan den tidligere Hjørring-anfører leve af at spille fodbold. Hun behøver ikke længere at arbejde som sygeplejerske, og dét kan allerede mærkes på banen. Benene er simpelthen allerede blevet bedre efter en god måned i USA.

- I Danmark havde jeg tit trætte ben efter en arbejdsdag på hospitalet. Det har jeg slet ikke døjet med herovre, fordi der er så meget fokus på at slappe af og restituere efter træning.

Der er tid til at slappe af i USA. Det er den største forskel på livet som fyraftensspiller og fuldtidsprofessionel.

Fast job eller fuldtidsprof?

Line S. Jensen blev i januar uddannet som sygeplejerske og har siden arbejdet på Hjørring Hospital. Efter sidste sæson, hvor Hjørring vandt både mesterskabet og pokalturneringen, var det tid til at prøve noget nyt. Både på og uden for banen.

Derfor søgte hun et job som sygeplejerske ved akutmodtagelsen på Randers Hospital – og fik det. Men så meldte Washington Spirit sig også som mulig arbejdsgiver, og det overraskende tilbud fik midtbanespilleren til at sætte sygeplejerkarrieren i bero.

- Jeg synes ikke, der var noget bedre tidspunkt at gøre det på. Hvis jeg skulle prøve mit fodboldtalent af, så var det nu. Som kvindefodboldspiller har man også en alder, man skal tænke på, siger 25-årige Jensen, der ifølge eget udsagn tjener ”en fin løn” i USA.

Et helt andet tempo

Med lønnen følger som nævnt en hel del fritid – og først og fremmest en hel del at se til på fodboldbanen. Især når man som Line S. Jensen baserer sit spil på et fantastisk overblik frem for et hurtigt antrit.

- Her er alle hurtige. I Fortuna havde vi to-tre spillere, der var hurtige. Her er det et helt hold, hvor alle er hurtige – både med og uden bolden. Så når man, som jeg, ikke er så hurtig, så skal man tænke over fx at gå i løbebanen i stedet for at gå efter bolden engang i mellem. På den måde bliver man bedre til at forberede sig og tænke hurtigere i kampen.

Den amerikanske liga regnes for at være en af verdens bedste kvindeligaer. Måske endda den bedste. Det afspejler sig på tribunerne, som fansene valfarter til. Tilskuertal på langt over 15.000 per kamp er eksempelvis almindeligt i Portland Thorns, hvor Nadia Nadim spiller. Til sammenligning var der sidste år 12.615 tilskuere i alt til de 86 opgør i 3F-ligaen.

Line S. Jensen sluttede som anfører i Fortuna Hjørring med at vinde The Double i sidste sæson. Billedet her er fra pokalfinalen i Hjørring, hvor rivalerne Brøndby blev besejret. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Rådførte sig med Nadim

Netop Nadia Nadim spiller en væsentlig rolle i Line S. Jensens skifte til Washington. Nadim skiftede til Portland i vinter og har tidligere scoret masser af mål i New Jersey-klubben Sky Blue. Derfor har landsholdskollegaen talt varmt om den amerikanske liga, fortæller Line S. Jensen:

- Jeg har snakket rigtigt meget med Nadia, inden jeg skrev kontrakt. Det har været en stor hjælp, og hun har givet mig gode råd om mange forskellige ting.

Line S. Jensen og Nadia Nadim har af flere omgange spillet sammen i Fortuna Hjørring. Nu er de konkurrenter i den amerikanske liga, som Washington i øjeblikket topper foran netop Nadim og Portland Thorns.

Spilletiden skal nok komme

Mens Line S. Jensen er ovenpå resultatmæssigt, så var hun i begyndelsen af opholdet i USA bagud på spilletid. Ankomsten midt i den amerikanske sæson var naturligvis ikke optimal i forhold til at blive spillet ind på holdet, og derfor regner den nyankomne dansker også først med en fast startplads i næste sæson.

- Jeg håber selvfølgelig altid på at starte inde, men lige nu er vi i gang med den sidste og vigtigste del af sæsonen og derfor vidste jeg, at det ville blive svært at få fuld spilletid med det samme, lyder det fra Line S. Jensen, der i de seneste to kamp har kæmpet sig til en plads i startopstillingen.

- Men i fremtiden vil jeg selvfølgelig gerne bide mig helt fast på holdet og blive en sikker startspiller.

Her bliver Line Sigvardsen Jensen skiftet ind til sin debut for Washington Spirit. (Foto: NWSLsoccer © NWSLsoccer)

Line S. Jensen er én af tre landsholdsspillere, der har skiftet klub i løbet af sommerferien. Line Røddik har skiftet Olympique Lyon ud med FC Barcelona og Stina Lykke har byttet OB ud med Kristianstads.

Torsdag skal de igen i kamp for landsholdet, der spillet EM-kvalifikationskamp på udebane mod Moldova. Se opgøret på DR3 fra klokken 18.50.

  • Line Sigvardsen Jensen blev kåret som Årets Talent ved Dansk Fodbold Award 2009 i Cirkusbygningen. (Foto: martin sylvest andersen © Scanpix)
  • Her holder hun sin takketale. (Foto: martin sylvest andersen © Scanpix)
1 / 2

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter