Liniger om aflysning: Begge parter har tabt stort

Fredagens aflysning af kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige er et kæmpe nederlag for dansk fodbold, vurderer Henrik Liniger.

- Det er en historisk dårlig dag for dansk kvindefodbold.

Sådan sagde DBU's elitechef til DR Sporten, efter han og DBU havde meldt ud, at kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige er aflyst, da spillerne fortsat ikke er mødt til træning.

Kvindelandsholdet har siden mandag nægtet at møde til landsholdssamlig, da der endnu ikke er en aftale på plads mellem Spillerforeningen og DBU, og det har DBU altså i dag taget konsekvensen af.

En beslutning som er et kæmpe nederlag for dansk fodbold, vurderer DR Sportens fodboldekspert Henrik Liniger.

- De færreste havde troet, at det kunne blive en realitet. Det er det nu, og det er en meget trist dag for dansk kvindefodbold og dansk fodbold generelt. Den her konflikt har vist sig ikke at have en vinder, den har kun tabere.

- Set udefra er det fuldstændig vanvittigt, at de ikke er nået frem til et resultat. Men hele forløbet vidner om, at det er to parter, der overhovedet ikke stoler på hinanden. To parter, der tolker et enkelt komma i aftaleteksten forskelligt. Det er to parter, der ikke tror, at man vil hinanden det bedste.

- Så det har været et giftigt forhandlingsklima, og der må være nogle ledende personer ved forhandlingsbordet, der må se sig selv i øjnene og erkende, at den her kamp har de tabt stort. Der er simpelthen ikke nogle vindere her.

Kvinderne taber trods alt mest

Ved sommerens EM i Holland vandt kvindelandsholdet for alvor hjerterne hos de danske fodboldfans med en flot sølvmedalje, og i tiden efter var tonen historisk positiv, når emnet var kvindelandsholdet.

Med udsigten til en aflysning af en VM-kvalifikationskamp taber DBU et kæmpe skridt i kampen for at styrke kvindefodbolden i Danmark, mener Henrik Liniger, men alligevel er det spillerne, der taber mest.

- Der er store tab på begge sider, men man må nok sige, at tabet er størst for spillerne, hvor den bedste generation, vi måske nogensinde har haft, misser chancen for at komme til VM, til OL og måske også til EM.

- Det her kan resultere i at blive en hel landsholdsgeneration, der smides på gulvet på den her måde. Og der må spillerne spørge sig selv, om det virkelig var det værd?

- For økonomisk set kan DBU godt undvære kvindelandsholdet, det er herrelandsholdet, der tjener pengene til DBU, slutter Liniger.

Hvis kvindelandsholdet ikke stiller op til kampen mod Sverige, vil Danmark efter alt at dømme blive udelukket fra VM-kvalifikationen.

Facebook
Twitter