Liniger om Nadims angreb: ’Det er en stor bombe med uheldig timing’

Nadia Nadims udtalelser om Spillerforeningen og Mads Øland falder på et uheldig tidspunkt, mener DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger.

Nadia Nadim angriber Spillerforeningen og Mads Øland, og Henrik Liniger kalder det uheldig timing. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er mildt sagt vind eller forsvind for kvindelandsholdet i de kommende VM-kvalifikationskampe. Ellers er drømmen om VM-slutrunden i Frankrig næste år fuldstændig tabt.

Derfor burde snakken nok også mest af alt dreje sig om fodbold, men det er ikke situationen lige nu omkring landsholdet. I går kunne Politiken fortælle om et voldsomt angreb fra angrebsprofilen Nadia Nadim direkte rettet mod Spillerforeningen og direktøren Mads Øland.

Nadia Nadim uddyber kritikken i hendes bog 'Min historie', hvor hun blandt andet siger, at hun føler Mads Øland behandlede kvindelandsholdet som kaglende høns.

Kritikken kom på baggrund af konflikten mellem Spillerforeningen og DBU i efteråret. Men Nadims kritik blev ikke mødt med støtte fra hendes holdkammerater på landsholdet. Pernille Harder var på vegne af holdet straks ude med en melding om stor tiltro til Spillerforeningen.

- Jeg synes, at det er noget af en bombe, der er blevet kastet ned i kvindelandsholdets forberedelser til to vigtige kampe. Man ser, at det er en sag, som bliver taget meget alvorligt. Allerede i går var Pernille Harder ude på vegne af holdet og undsige Nadim, og det samme har Simon Kjær og Christian Eriksen gjort her til morgen, forklarer DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger.

- Det viser, hvor elendig timingen er for kvindelandsholdet, fordi det de havde brug for nu var at koncentrere sig om de her to kampe. Så det er en stor sag, siger han.

Temmelig uheldig timing

De to kampe, som Henrik Liniger omtaler, er de meget vigtige kampe mod Ukraine og Ungarn. Den første kamp er allerede fredag aften, og derfor er spillerne også samlet netop nu i lejren, mens uroen er på sit højeste.

- Set fra et sportsligt synspunkt er timingen temmelig uheldig, men man må måske også bare erkende, at det også er her, at sådan en udmelding får mest opmærksomhed, siger Henrik Liniger.

- Fra den positive side har kvindelandsholdet været vant til at fokusere på det sportslige i en meget turbulent tid. Der blev jo faktisk spillet to kampe i efteråret mod Ungarn og i Kroatien, som begge to først blev til noget i sidste øjeblik. Og der formåede danskerne trods alt at vinde begge kampe relativt overbevisende, lyder det fra ham.

Henrik Liniger har fulgt kvindelandsholdet tæt de senere år, og han er ikke overrasket over de interne uenigheder, da der var en tydelig uro på holdet i forbindelse med aflysningen af VM-kvalifikationskampen mod Sverige.

Nye forhandlinger for herrerne

Der endte Danmark med at blive taberdømt 3-0. Det skete på grund af, at Spillerforeningen og DBU ikke kunne nå til enighed om en ny aftale, og det er faktisk lignende forhandlinger bare på herresiden, der gør, at både Simon Kjær og Christian Eriksen går imod Nadim og bakker op om Mads Øland.

- Spillerforeningen har brug for at vise, at der er opbakning til deres arbejde og deres direktør Mads Øland hele vejen rundt. Det her er jo et angreb på Mads Øland og hans virke, og der er det vigtigt for spillerrådet, hvor Simon Kjær og Christian Eriksen sidder i, at de står bag Mads Øland, siger Henrik Liniger.

- Det er det også fordi, der sideløbende med herrelandsholdets VM-forberedelse også er gang i forhandlinger om en ny aftale. Den nuværende aftale udløber jo den 1. august, så man har ikke specielt lang tid til at få lavet en ny aftale, og der er nogle meget hårde forhandlinger i gang med DBU i øjeblikket, forklarer han.

- Der vil det selvfølgelig være guf for DBU, hvis de kan fornemme, at der er en vigende opbakning omkring Mads Øland og Spillerforeningen. Derfor er det enormt vigtigt for mændene også at gå ud og vise støtte for at bakke op om kvinderne, men også for at deres egen forhandler har et så stærkt mandat som muligt i deres forhandlinger, lyder det fra DR Sportens fodboldkommentator.

Fredag aften venter Ukraine så på udebane mindre end 24 timer efter, Nadims udtalelser kom ud i offentligheden. Så er det spørgsmålet, hvorvidt uroen kan få indflydelse inde på banen.

- Vi har med professionelle idrætsfolk at gøre på kvindelandsholdet, så jeg tror ikke, at det er sådan, at Pernille Harder ikke vil spille bolden til Nadia Nadim i aften. Det kommer ikke til at ske, siger Henrik Liniger.

- Men det er spektakulært, at landsholdets to største stjerner ender med en meningsudveksling på det her område, og jeg er helt overbevist om, at det må tages internt på holdet for at få renset luften, forklarer han.

Hvis du vil se, hvordan det går det danske landshold mod Ukraine, så skal du tænde fjernsynet klokken 17.45 på DR1, hvor vi viser kampen.

Facebook
Twitter