Lykke Friis skal skaffe EM til Danmark i 2025

Den tidligere minister er udnævnt til formand for komité, som skal skaffe EM i kvindefodbold til Danmark i 2025.

Den tidligere Klima,- Energi- og Ligestillingsminister Lykke Friis skal være formand for komité, som skal skaffe EM i kvindefodbold til Danmark. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

DBU vil have EM i kvindefodbold til Danmark i 2025, og nu har forbundet sat navn på de personer, som aktivt skal arbejde for, at den mission lykkes.

For bordenden af den nyudnævnte komité kommer den tidligere Klima,- Energi- og Ligestillingsminister Lykke Friis til at sidde. Hun er nemlig udpeget til formand.

- Med et EM på hjemmebane vil Danmark kunne slå to fluer med et smæk. Vi vil kunne give dansk kvindefodbold et tiltrængt løft, efter VM-kvalifikationen glippede, og vise, at vi virkelig satser på pige- og kvindefodbolden i Danmark.

- Men et EM vil også være et fantastisk udstillingsvindue for dansk idræt og sætte en tyk streg under, at Danmark kan løfte de store sportsbegivenheder, siger Lykke Friis i en pressemeddelelse fra DBU.

Komitéen skal undersøge de økonomiske og praktiske muligheder og krav, som en stor begivenhed som et EM byder på.

Lykke Friis har adskillige gange erklæret sin kærlighed til fodbold og ikke mindst den tyske klub Bayern München. Arkivfoto fra 2003. (Foto: Stine Larsen © Scanpix)

Og i midten af 2020 skal arbejdet udmunde i et konkret bud, som kan fremlægges for DBU's bestyrelse.

Lykke Friis har også været prorektor på Københanvs Universitet og arbejder i dag som udenrigskorrespondent for Berlingske med base i Berlin.

Danmark har én gang tidligere været vært for en EM-slutrunde. Det var i 1991, hvor kun fire hold dystede om guldet.

Foruden EM-slutrunden i 2025 arbejder DBU også sammen med de øvrige nordiske nationer om et fællesbud på VM-slutrunden i 2027.

Facebook
Twitter