Modstanderne lægger pres på kvindelandsholdet

Med sejre til Danmarks to største konkurrenter i kvalifikationsgruppen til VM, er der lagt maksimalt pres på danskerne før mandagens kvalifikationskamp.

Selvom det danske kvindelandshold ikke selv var i aktion i aftenens kvalifikationskampe, blev det en meget skæbnesvanger dag for landsholdet, og deres chancer for at kvalificere sig til det kommende VM.

Den kommende modstander Ukraine overhalede torsdag aften de danske fodboldkvinder i VM-kvalifikationen. På udebane vandt Ukraine med 3-0 over Kroatien, og med sejren puffer ukrainerne Danmark ned på tredjepladsen i gruppe 4 før mandagens møde i Viborg.

Landstræner Lars Søndergaard skal måske især holde et ekstra øje på Ukraines Tetyana Kozyrenko, der slog til med to scoringer til 2-0 og 3-0 umiddelbart før pausen.

Midtvejs i første halvleg havde de ukrainske gæster taget føringen på et kroatisk selvmål.

Danmark er mere eller mindre tvunget til at slå Ukraine på mandag i Viborg, hvis danskerne skal gøre sig forhåbningerne om at indhente Sverige på førstepladsen.

Svenskerne stikker også af Gruppen toppes suverænt af Sverige, der har 12 point for fire kampe. Torsdag vandt svenskerne sikkert med 4-1 i Ungarn.

Ukraine og Danmark har blot spillet tre kampe og følger efter med henholdsvis syv og seks point.

Danmark har på udebane slået Ungarn 6-1 og Kroatien 4-0, mens danskerne er blevet tilkendt et skrivebordsnederlag på 0-3 for at udeblive fra udekampen mod Sverige i Göteborg.

Udeblivelsen skyldtes en konflikt omkring vilkårene for at spille på det danske landshold. Blot vinderen af gruppen er garanteret kvalifikation til næste års VM i Frankrig. Nummer to får muligvis en ekstra chance, da de fire bedste toere i de syv kvalifikationsgrupper skal kæmpe om en enkelt VM-plads.

/ritzau/DR

Facebook
Twitter