Den danske landsholdsangriber Nadia Nadim udtalte sig i dag om sit ambassadørskab for VM i Qatar.
Et krav, som landstræner forleden stillede sin angriber, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at spille en rolle ved det EM, der starter om godt to uger i England.
Truppen blev udtaget, Nadim var med, og i dag var landsholdslejren så godt besøgt af den danske presse, der stod klar med spørgsmål til hovedpersonen selv.
Her forsvarede Qatar-ambassadøren sin rolle, da det ifølge hende selv er det rigtige at gøre.
Nadims ambassadørskab strider med Dansk Boldspil-Unions (DBU) holdning til slutrunden i Qatar, som unionen har taget afstand fra blandt andet på grund af brud på menneskerettigheder.
Lars Søndergaard har dog ikke lagt skjul på, at der på det danske landshold skal være plads til spillere med forskellige holdninger. Samtidig var det nødvendigt, at Nadim stillede sig til rådighed for pressen. For at få ro på.
- Selvfølgelig siger jeg til hende, at hun er nødt til at gå ud og kommentere det her for at lægge et låg på. Vi ved godt, at hun måske ikke kan gøre det 100 procent, fordi det har været kontroversielt, siger landstræneren ved dagens presseseance.
Alligevel håber landstræneren, at der nu kan fokuseres på det, der ligger først for. EM-slutrunden, hvor Danmark spiller første kamp den 8. juli.
- Jeg er glad for, at hun får sagt sine holdninger. Når hun nu har gjort det og har stillet op, så håber jeg, vi får flere spørgsmål, der drejer sig om EM, siger landstræneren.
Ikke fyldt det store i truppen
Lars Søndergaard er ikke alene med ønsket om, at der skal lægges låg på snakken om Nadia Nadim. Også landsholdets anfører vil have fokus på fodbold fra nu.
- Det er fint, for nu får Nadia udtalt sig, og vi får snakket om det, og så kan vi komme videre, siger Pernille Harder.
Landsholdsanføreren mener, at det er op til medierne, hvor meget Nadia Nadims Qatar-rolle skal fylde.
- Det er jer, der et eller andet sted lægger dagsordenen og stiller spørgsmålene. Så hvis I bliver ved med at stille spørgsmål om Nadia, så ja, så kommer det til at fylde.
- Hvis I lader være og i stedet stiller spørgsmål om fodbold, så tror jeg ikke, det kommer til at fylde ret meget, siger Pernille Harder.
Derfor er hun ikke bange for, at udtagelsen af Nadia Nadim kommer til at skabe uro i den danske EM-lejr.
- Nej, det er jeg faktisk ikke. Det er ikke noget, vi har snakket om i truppen så meget, at hun er ambassadør for VM i Qatar. For mig føles det ikke som om, at spillerne har noget problem med, at Nadia skal med, siger Pernille Harder.
Den opfattelse deler landstræner Lars Søndergaard.
- Jeg tror slet ikke, det er et tema internt. Folk registrerer det. De kender Nadia. Nadia er Nadia, og hvis nogen har lyst til at snakke eller diskutere tingene med hende, gør de det, siger Lars Søndergaard.
Og selvom Pernille Harder ikke selv kunne finde på at tage den rolle, som Nadim har taget ved VM-slutrunden, så betyder det ikke noget for deres forhold som holdkammerater.
- Man kan godt have forskellige holdninger og overbevisninger og stadig rumme hinanden. Det er sådan, vi gør det. Nadia er en del af fællesskabet nu, og vi ved, hvad hun kan bidrage med, siger Pernille Harder.
Her henviser hun til Nadims store erfaring med 14 år på landsholdet og de kvaliteter, som den garvede angriber besidder.
- Hun havde også en stor del i, at vi kom i finalen ved EM i 2017. For mig handler det om, at vi skal komme langt til EM, og det er jeg ikke i tvivl om, at Nadia kan bidrage til, siger landsholdets anfører.
På fredag kan Nadia Nadim spille sin kamp nummer 100 for Danmark, når det danske kvindelandshold for første gang skal spille i Parken.
Fredagens testkamp mod Brasilien spilles klokken 19.00 og kan ses på DRTV og DR2.