Nadim med heftig kritik af spillerforeningen: 'Jeg følte mig lille og dum'

Nadia Nadim mener ikke, at spillerne blev behandlet ordentligt i forbindelse med spillerkonflikten i efteråret.

(ARKIV) Danmarks Nadia Nadim er ude med skarp kritik af Mads Øland og Spillerforeningen i forbindelse med lønkonflikten. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen virker måske for mange til at være langt væk. En konflikt som endte med, at kvindelandsholdet var nødsaget til at aflyse den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Men for en af landsholdsspillerne sidder oplevelsen stadig stærkt i hukommelsen. Profilen Nadia Nadim fortæller i sin bog ’Min Historie’, at hun følte sig dårligt behandlet af Spillerforeningen og deres direktør Mads Øland, som ellers skulle være på spillernes side.

- Første gang jeg fik følelsen af, at Mads Øland opfatter kvindelige fodboldspillere som kaglende høns, glemmer jeg aldrig. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde præcist, men jeg kan tydeligt huske følelsen af at føle mig lille og dum, skriver Nadia Nadim i bogen.

I en længere artikel hos Politiken uddyber landsholdsangriberen, der til daglig spiller for Manchester City, sin dårlige følelse omkring Mads Øland. Hun følte, at kvindelandsholdet blev ofret i et større spil om magt og penge.

- Jeg havde en følelse og en fornemmelse af, at det var sådan. Hvis vi havde været de vigtigste i den konflikt, så var det ikke gået ud over sporten. Så havde man ligesom indgået en aftale lidt før, siger hun til avisen.

Nadia Nadim beskriver også, at Mads Øland havde sagt til hende, at det var utænkeligt, at VM-kvalifikationskampen mod Sverige kunne blive aflyst. Men det endte den altså med at blive, og Danmark blev derfor taberdømt 3-0 og endte også med at få en bøde.

Møder ikke opbakning fra holdkammerater

Den utilfredse holdning fra Nadia Nadim møder dog ikke opbakning fra hendes holdkammerater på landsholdet. De tager kraftig afstand fra angrebet på Mads Øland og Spillerforeningen.

- Det, Nadia beskriver, må stå for hendes egen regning. Det kan resten af holdet ikke nikke genkendende til. Vi har god tiltro til Spillerforeningen, og vi har taget beslutningerne som et hold, forklarer anfører Pernille Harder på vegne af holdet ifølge Politiken.

Og det er faktisk ikke kun de kvindelige landsholdsspillere, som tager afstand fra Nadia Nadims angreb. Også herrelandsholdet, som lige nu er samlet i Helsingør i VM-lejren, er overrasket over hendes udmelding.

- Det er lidt mærkeligt at høre, for det er ikke sådan, vi gør det som hold. De her ting er jo noget, vi taler om sammen og når til enighed om sammen både på herre- og kvindelandsholdet. Vi er allesammen repræsenteret af Spillerforeningen, så sådan en udmelding er da overraskende. Jeg ved ikke lige, hvor det kommer fra, skriver Christian Eriksen i en mail til Ekstra Bladet.

Anfører Simon Kjær skriver ligeledes i en mail, at han ikke kan genkende Nadia Nadims billede, da det er opfattelsen, at kvinde- og herrelandsholdet samt U21-landsholdet står sammen med Spillerforeningen for at opnå de bedste resultater for landsholdene.

Det er nogle aktive dage for både kvinde- og herrelandsholdet. Fredag aften spiller kvinderne den vigtige VM-kvalifikationskamp på udebane mod Ukraine, som kan ses på DR1 fra 17.45, og lørdag spiller herrerne i den sidste testkamp før VM mod Mexico på Brøndby Stadion. Den kamp kan følges på P7 Mix fra klokken 20.00.

Facebook
Twitter