Nils Nielsen: Jeg svigtede alle omkring mig

Nils Nielsen har genfundet gnisten efter en svær periode i sit liv. Her taler den tidligere kvindelandstræner for første gang om turbulensen ved EM og om afskeden med DBU.

Når man bevæger sig rundt i Nils Nielsens hjem i Horsens, er det tydeligt, hvad han kommer af, hvor han har været, hvor han er nu, og hvor han skal hen. Og hvor han ikke skal hen igen.

Det er fortiden i form af malerier og skibsfigurer fra barndomsbyen Marstal på Ærø, det er en EM-sølvmedalje flankeret af billeder af spillerne, der vandt den. Nutiden, når hans lille søn vågner og bliver madet af hans gravide kone. Fremtiden i form af forberedelser til kvindelandstrænerjobbet og flytningen til Schweiz.

En afspejling af det liv, han har levet, der samtidig reflekterer det liv, han ikke vil leve mere. Et liv, hvor hans private prioriteter og job som landstræner for det danske kvindelandshold fik store konsekvenser i privatlivet, og som var medvirkende til, at han forlod sit hold under EM i Holland i sommeren 2017 og derefter sagde op som landstræner efter EM.

- I dag er jeg langt mere opmærksom på betydningen af, at alting hænger sammen. Derfor bliver der ikke rokket ved prioriteringerne fremadrettet. Jeg kan naturligvis ikke spå om fremtiden, blot sige at jeg føler mig mere end klar til opgaven i Schweiz, siger Nils Nielsen.

Han tager familien med til Schweiz, hvor han starter som landstræner 1. december. Det kunne han ikke få, da han var assistenttræner for Kinas U20-kvinder, og derfor holdt det ikke. Dét sker ikke mere. Nu skal familien og privatlivet prioriteres mere, end den blev, da han var dansk landstræner.

- Jeg havde tre opgaver, da jeg overtog kvindelandsholdet i 2013. At bygge holdet op igen efter at mange havde forladt det. At sørge for at vi kom på landkortet, og at vi skulle fastholde flere kvinder i fodbolden, hvilket vi gjorde ved at skabe en træneruddannelse for kvinder. Efter EM var alle tre ting nået, siger han.

En succes, der huggede flere og flere private kanter af; dybere og dybere indhug i den personlige og familiemæssige kerne, indtil den lå blottet uden meget indhold tilbage.

Der var ingen vej tilbage. Posten som landstræner måtte ofres, hvis kernen skulle genskabes. Ganske overraskende stoppede Nils Nielsen kort tid efter EM, den mest succesfulde slutrunde for et dansk kvindelandshold nogensinde, et gennembrud af hidtil usete dimensioner for kvindefodbolden.

Det har ellers været fremme, at kritik fra spillerne, og det faktum, at han forlod EM-lejren betød, at spillerne og DBU ville af med ham.

- Nu ved jo, jeg hvad der skete på det møde med DBU efter EM, og spillerne og deres eventuelle kritik blev overhovedet ikke nævnt på det møde, siger han og fortsætter:

- DBU kendte til min private situation, så vi diskuterede ikke engang, om jeg skulle fortsætte. Det eneste, vi diskuterede var, hvornår jeg skulle stoppe. DBU ville have, at jeg skulle fuldføre min kontrakt, der løb til jul, men jeg bad dem om lov til at stoppe med det samme.

- Hvis omstændighederne var anderledes, ville jeg gerne have fortsat, men det var nødvendigt for mig at få prioriteret nogle ting anderledes. Mine private forhold kunne ikke mødes med det arbejdsmæssige, og det vigtige for mig var, at privatlivet kom til at hænge sammen igen. Det vidste DBU godt, og så var der ikke mere at snakke om, siger han.

Det var tanker, der havde lagt bånd på ham i lange perioder. Og som i momenter kunne lamme ham i jobbet som landstræner. Samme tanker og samme bånd, som gjorde, at han midt under EM forlod sit mandskab i nogle dage.

- Jeg stod midt i en skilsmisse, og det påvirkede mig kraftigt. Jeg forsøgte at holde fokus, når jeg var afsted med landsholdet, og langt hen ad vejen lykkedes det, men indimellem gik det ikke. Det var jeg meget åben omkring i forhold til spillerne ved at fortælle dem, at der var nogle tidspunkter, hvor jeg ikke kunne snakke med dem, fordi der var andre ting, der fyldte.

- Jeg var igennem en skilsmisse, og jeg havde fået en ny familie, og sådan noget trækker nogle spor. Det lykkedes mig privat at såre alle de mennesker, jeg holder af. Og det kunne jeg ikke holde til længere, fortæller Nielsen, der ikke vil komme ind på, hvad det konkret handlede om.

- Jeg havde formået at gøre alle dem, jeg holder af kede af det på grund af de prioriteter, jeg havde foretaget. Jeg var simpelthen nødt til at ordne de ting for at løsne op for det, uanset om der var et EM eller ej. Så kunne jeg klare resten, når EM var slut.

Han nævner, at spillerne var orienteret om sin situation, og at han forlod lejren på en fridag, så det havde mindst mulige konsekvenser for holdet. Der var ingen vej udenom, og selv om DBU havde forbudt ham at tage af sted, havde han gjort det alligevel.

- Det var nødvendigt for mig efter EM at prioritere mit liv anderledes. Min private situation kunne ikke harmonere med fortsat at skulle være landstræner for kvindelandsholdet, der bare blev større og større, siger han.

Det var en erkendelse, der krævede en streg i livets sand. Tilbage til et nulpunkt, hvor den nu 46-årige Nils Nielsen kunne genopbygge det fundament, der smuldrede i hænderne på ham. I dag er der kommet ro på privatlivet, han blev gift med Lena i august, og de venter deres andet barn.

- Nu er det kommet på afstand, og situationen er en anden. Jeg forsøgte at holde tingene adskilt, men det kunne jeg ikke altid. Jeg forsøgte at gøre dét, som var det rigtige for alle, men det kunne jeg heller ikke, siger han.

- Min filosofi som menneske og træner er, at jeg gerne vil have, at alle har mulighed for at være den bedste udgave af sig selv. Men det gik op for mig, at det var ikke dét, jeg var i gang med. Hele mit bagland, Lena og min gamle familie; der var ingen af dem, jeg gjorde noget godt for. Jeg gjorde alle dårligere. Og det var ikke sjovt.

- Og så er man nødt til at tage tingene op til overvejelse: Hvad fanden har du tænkt dig? Og det var derfor, det var så nemt for mig at lave en anderledes prioritering af mit liv. Det var mig, der gjorde det hårdt for alle andre, og det var svært at leve med uanset jobsituation.

”Kina befandt sig i vores baghaver. Gennem vores vinduer i vore lavloftede stuer kunne vi se Marokkos kyst.”

Friheden synes grænseløs og udsynet uendeligt på Ærø. Sådan som forfatteren Carsten Jensen beskriver det i bogen 'Vi, de druknede' om byen Marstal og dens indbyggere. Eller som Nils Nielsen, der er vokset op i byen, hvor fællesskabet har været et robust dige mod det hårde liv på havet, fortæller om Ærø.

- Det var et trygt sted at vokse op. Man havde i den grad frihed. Vi låste ikke dørene, når vi gik, og kendte ikke til lysreguleringer. Vi kunne være alle steder, der var ikke noget vi ikke måtte, siger han.

- Det er nok noget af det, jeg har taget med mig som voksen og som træner: Hvis du lægger bånd på folk, får de ikke lov til at være dem, de er; man behøver ikke altid at have alle svar selv, man kan samle dem til et fælles svar.

Individuel frihed, fælles ansvar. Fra Ærø til fodboldbanen har Nils Nielsen praktiseret denne tankegang, som åbenlyst har givet succes, men også har rejst nogle spørgsmål i forhold til den rolle, en træner skal have.

Især efter at Nadia Nadim udgav sin biografi, ’Min historie’, hvori hun gengiver, at toneangivende spillere på landsholdet rejste en kritik af Nils Nielsen, der blev beskyldt for at være ustruktureret og en dårlig leder.

- Jeg kan ikke vide, hvad spillerne har talt om indbyrdes. Hvis der var ting, spillerne var utilfredse med, var det sådan, at de kom til mig med det. jeg ved ikke, hvad de konkret skulle være utilfredse med, siger Nils Nielsen.

- Der var noget omkring planlægningen inden EM, hvor spillerne ikke var enige. Det handlede om, at jeg havde besluttet, at vi ikke skulle spille kampe i starten af juli, hvilket jeg forklarede dem ud fra en trænerfaglig vinkel. Jeg har aldrig hørt noget om uorganiseret træning eller lignende, siger han.

- Spillerne har rejst kritik masser af gange, og så har vi forsøgt at løse det, og det gjorde vi også op til EM. Vi havde evalueringer efter hver eneste samling, hvilket var godt, for så kunne vi rette tingene til, siger Nils Nielsen og fortsætter:

- Når man har den åbne stil, jeg har, skal man også kunne tåle, at nogen råber op og har en anden holdning. Det havde jeg intet problem med. Jeg ville blive mere skuffet, hvis de ikke havde turdet at gøre det. Efter hver samling evaluerede vi tingene, vi snakkede om tingene og rettede tingene til, siger Nielsen.

Det var den udstrakte grad af frihed og de frie tøjler til, at hver enkelt spiller kunne forløse sine tanker og evner på banen, som ifølge Nadim fik kritikken til at rejse sig.

- Jeg forsøger at sætte alle spillere og hele staben i en situation, hvor de kan bruge deres bedste kompetencer. I bund og grund vil jeg gerne frem til, at alle har en mulighed for at være den bedste udgave af sig selv, inklusive mig selv.Jeg synes, at man skal lade spillerne komme med deres bud på, hvordan tingene skal gøres, siger Nielsen.

- Jeg siger ikke, at der altid skal være konsensus. Der skal også være én, der skærer igennem, men jeg har ikke svaret på alting. Jeg ved bare, at de bedste resultater kommer, hvis folk har følt, at de har haft indflydelse på hvad der skal ske, at der bliver lyttet til, hvad de siger, at de er vigtige i den sammenhæng, siger han.

- Ellers er man bare en ludobrik og ikke et menneske, der har deltaget. Jeg vil vove den påstand, at samtlige spillere og ledere på mine hold har følt, at de har haft noget at skulle have sagt, siger Nils Nielsen.

- Og så kan man jo ikke komme udenom, at det virkede. Det var derfor, vi kom så langt. De fik lov til at sige højt, hvad de ville og til at bidrage, og jeg tror, at de føler, at de havde min opbakning. Jeg har aldrig villet ofre en spiller for noget, siger han.

- Missionen for mig var at give alle muligheden for at være så gode som de kan være, og hvis de derefter kan sige, at de fik muligheden for at være sig selv, har det været en succes for mig.

Facebook
Twitter