Nu bekræftes det: EM i fodbold for kvinder rykkes til 2022

Kvinde-EM flyttes, så turneringen får den opmærksomhed, den fortjener, siger Uefa-præsident.

Pernille Harder og co. skal først spille EM i 2022, hvis Danmark kvalificerer sig. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det europæiske fodboldforbund, Uefa, bekræfter nu, at EM i fodbold for kvinder er udskudt fra sommeren 2021 til 2022, hvor det skal spilles fra 6. juli til 31. juli i England.

Beslutningen blev taget på et møde torsdag i Uefas eksekutivkomité.

I starten af april oplyste Dansk Boldspil Union, at kvinde-EM ville blive udskudt til 2022, men Uefa sagde kort tid efter, at der endnu ikke var taget en endelig beslutning. Det er der altså nu.

- Da vi skulle tage en hurtig beslutning angående EM 2020 for herrer, havde vi konsekvenserne for kvinde-EM i baghovedet. Vi har nøje overvejet alle muligheder med vores forpligtelser om at udvikle kvindefodbold i tankerne.

- Ved at flytte EM til året efter sikrer vi, at vores flagskib inden for kvindeturneringer bliver den eneste store fodboldturnering den sommer og får den opmærksomhed, den fortjener, siger Uefa's præsident Aleksander Ceferin.

'Ærgerligt - men det rigtige'

Det danske kvindelandshold begyndte deres kvalifikation i efteråret, og de har indtil videre gjort deres for at sikre sig en plads til slutrunden. Holdet har efter fem kampe scoret 29 mål, lukket nul ind og er fortsat ubesejret i kvalifikationen.

Og det er da også med tanke på den noget suveræne stime, at landsholdsprofil Sanne Troelsgaard har modtaget Uefa’s beslutning om at udskyde slutrunden med blandende følelser. Hun er dog samtidig på intet tidspunkt i tvivl om, at det er det helt rigtige at gøre.

- Det er da ærgerligt, når vi har været inde i en god periode de sidste otte måneder. Men der er så mange andre ting, der er langt vigtigere lige nu. Jeg vil beherske mig med at sige, at der er noget, der er synd for os. En udskydelse er nødvendig.

- Lige nu tænker folk ikke på EM, og for os er det meget vigtigere, at vi har det godt og holder motivationen for at spille fodbold oppe. Når man tænker på, at vi endnu ikke har kvalificeret os til EM, og at der stadig skulle have været et år til, så er det helt okay at skulle vente et år mere.

Den danske midtbaneslider bakkes op af sin anfører på landsholdet, Pernille Harder.

- Først og fremmest skal vi kvalificere os, men det er selvfølgelig ærgerligt at skulle vente. Når det så er sagt, så er situationen alvorlig, og det vigtigste er, at der kommer styr på sundheden.

Godt for kvindefodbolden at udskyde

Ved seneste EM-slutrunde, der blev afholdt i Holland i 2017, tog de danske fodboldkvinder en sølvmedalje med hjem. Men lykkerusen, der fulgte, blev hurtigt overtaget af nedtur, da holdet grundet et skrivebordsnederlag ikke kvalificerede sig til VM i Frankrig sidste sommer.

Derfor rammer det også ekstra hårdt på de spillere, der var med i 2017 og måtte se VM i 2019 fra sofaen, at slutrunden udskydes et år.

- Fra seneste slutrunde i 2017 og så til 2022 er der fem år, og det er altså meget lang tid i fodboldens verden, siger Sanne Troelsgaard.

Danmark vandt sølvmedaljer ved EM i 2017. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Trods frustrationen og især med tanke på kvindefodboldens stadige opblomstring, og at en afholdelese næste år ville ligge oveni herrernes nye dato for deres EM-slutrunde, mener Rosengård-spilleren, at beslutningen om at udskyde EM kun vil gavne sporten.

- VM i kvindefodbold sidste år havde rigtig gode tal og en meget positiv omtale, og det skal vi tage med til den kommende EM-slutrunde. Selv om vi skal vente endnu et år, så vælger jeg at se positivt på det, fordi kvindefodbolden har rykket sig så meget.

- Hvis vi kan få et EM helt for os selv om to år, kan det blive rigtig stort målt ud fra de seneste slutrunder, siger Sanne Troelsgaard.

Planen er trods udskydelsen at bruge de samme stadioner i England, der var udset til at blive spillet på i 2021, lyder det fra Uefa.

Herrernes EM, der blandt andet skulle have været spillet i København til sommer, blev i midten af marts udskudt til 2021 på grund af coronavirusset.