Ufravigelige krav. Ultimatum. Konflikt. Ingen rykker sig. Ingen vil forhandle.

Der har været skrevet og sagt meget de seneste uger om striden mellem kvindelandsholdet på den ene side og DBU på den anden side.

Vi har samlet trådene og lavet en oversigt over de vigtigste elementer i konflikten, der har to hovedpunkter: økonomi og forholdet mellem DBU og spillerne.

Næsten et års forhandlinger

Forhandlingerne om en ny landsholdsaftale har stået på siden november 2016, og efter minimum 16 møder mellem DBU og Spillerforeningen samt kvindelandsholdets spillerråd de seneste ti måneder har parterne indtil flere gange måttet sande, at man ikke kan blive enige.

Derfor dukkede kvinderne ikke op til landsholdssamling, og derfor blev den profilerede og udsolgte revanchekamp mod Holland den 15. september aflyst.

Stilhed efter stormen

Det lignede også, at sidste uges VM-kvalifikationskamp mod Ungarn ville blive aflyst, men i de døende sekunder blev DBU og Spillerforeningen enige om en delaftale. Så langt, så godt.

Siden da har der ikke været nogle nye udmeldinger, og den underskrevne delaftale er dermed sidste skud på stammen.

Delaftalen blev udelukkende lavet for, at kampen mod Ungarn kunne gennemføres med Pernille Harder og resten af EM-holdet.

Men den 20. oktober venter endnu en VM-kvalifikationskamp – denne gang mod Sverige, og hvem ved, hvordan situationen ser ud der?

De helt centrale dele i konflikten er der nemlig stadig stor uenighed om.

DBU's forslag til en delaftale
  1. Udtagelsesbonus i kvalifikationskampe i pkt. 2.4 forhøjes fra DKK 2.500 til DKK 4.000 i såvel hjemme- som udekampe.
  2. I september måned vil der blive udbetalt supplerende stipendier med 1/12 af en årlig supplerende pulje på DKK 500.000, svarende til DKK 41.667.
  3. Ved enighed om en ny aftale vil forhøjelserne som nævnt i pkt. 1 og 2 gælde med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 2017.
  4. DBU tager initiativ til etablering af en ekstern pulje til tilvejebringelse af midler til udvikling af kvindefodbold, herunder til legater til kvindelige fodboldlandsholdsspillere.

    Kilde: Dansk Boldspil-Union

Den økonomiske del

Konflikten mellem Dansk Boldspil-Union på den ene side og Spillerforeningen samt kvindelandsholdet på den anden har to aspekter.

Den ene del handler om økonomien: spillerne vil have forhøjet det beløb, de får for at stå til rådighed for landsholdet.

I øjeblikket har spillerne mulighed for at søge et stipendium hos DBU. Stipendiet er et månedligt beløb, der svinger fra 1000 til 4000 kroner pr. spiller.

I dag er puljen, som minimum 18 spillere benytter sig af, på 1,75 millioner kroner om året. Spillerforeningen vil have den samlede årlige pulje øget til 7,735 millioner kroner – en stigning på 342 procent.

DBU er villig til at øge puljen med 48 procent til et samlet beløb på 2,55 millioner kroner. Der er altså langt mellem parterne.

Ingen af parterne har villet offentliggøre, hvad man blev enige om i den underskrevne delaftale, men DBU har tidligere i en mail til DR Sporten beskrevet, hvad de tilbød spillerne i første omgang.

Den samlede stipendiepulje er ifølge DBU i den foreslåede delaftale blevet øget med et årligt beløb på 500.000 kroner, men kun for september måned. Det er 41.667 kroner – eller hvad der svarer til en stigning på knap 29 procent. Men altså kun for september.

Udover det månedlige beløb fra DBU får spillerne i den gamle aftale hver et honorar på 2500 koner pr. spillet kvalifikationskamp.

I DBU's forslag til en delaftale er honoraret pr. kvalifikationskamp steget fra 2500 kroner til 4000 kroner.

Hvis parterne bliver enige om en ny aftale, vil det øgede honorar og den øgede stipendiepulje gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. september.

Udover stipendier og honorarer får spillerne også en præstationsbonus, der afhænger af, hvordan holdet klarer sig til slutrunde. Ved EM i Holland fik spillerne ifølge kvindesport.dk omkring 80.000 kroner pr. spiller for at nå hele vejen til finalen. Var det blevet til guld, var beløbet blevet øget med cirka 51.000 kroner

Arbejdsgiver eller ej?

Den anden del handler om, hvorvidt DBU er arbejdsgivere, og spillerne er lønmodtagere, når landsholdet er samlet.

DBU mener, at det er spillernes klubber, der er arbejdsgivere, og at landsholdet er et tilbud, man kan sige ja eller nej til. DBU har selv meldt ud, at det vigtigste element i en ny landsholdsaftale er at få fastslået, at de ikke er arbejdsgiver. De støttes af Dansk Idrætsforbund og Team Danmark.

I den tidligere aftale var forholdet mellem DBU og landsholdsspillerne ikke præciseret nærmere, om DBU er at betragte som arbejdsgiver eller ej. DBU vil i den nye aftale have skrevet specifikt, at de ikke er arbejdsgivere for landsholdsspillerne, mens Spillerforeningen og holdet vil holde fast i den nuværende model.

Hvis der er tale om et arbejdsgiver/lønmodtagerforhold, får spillerne en række rettigheder som blandt andet feriepenge og barselsorlov.

DBU mener ikke, at der er tale om et fast ansættelsesforhold, da landsholdstrupperne udtages fra gang til gang.

Spillerforeningen og spillerrådet støttes af LO.

Her mener man, DBU er at betragte som arbejdsgiver, når spillerne er samlet med landsholdet. Og de vil holde fast i den tidligere formulering i aftalen, da den giver kvinderne de samme rettigheder og det samme grundlag, som det mandlige landshold har.

I herrelandsholdets aftale med DBU er det heller ikke udpenslet, om DBU er arbejdsgiver eller ej. Grunden til, at der ikke har været debat om det – endnu - er, at herrelandsholdets aftale med DBU først genforhandles i 2018.

Mændene blander sig

Måske er det derfor, at blandt andet anføreren for det mandlige landshold, Simon Kjær, har været ude og støtte kvinderne.

Oven i købet har de på herrelandsholdet tilbudt at afstå 500.000 kroner årligt fra deres landsholdsaftale, så DBU kan overføre de penge til kvinderne i stedet for.

Dermed håber de på at kunne hjælpe parterne til at få de økonomiske ender til at mødes.

Men det er altså kun, hvis DBU fastholder den nuværende formulering i landsholdsaftalen, hvor det ikke er specificeret, om DBU er arbejdsgiver eller ikke.

Og det er det, DBU nægter. De vil ikke være arbejdsgiver eller indgå en aftale, hvor der er nogen som helst tvivl om, hvorvidt unionen kan betragtes som arbejdsgiver.

Og kvinderne vil ikke acceptere en aftale, hvor der står skrevet sort på hvidt, at DBU ikke er arbejdsgiver.

Enten eller

For at indgå en ny landsholdsaftale skal altså enten DBU eller kvindelandsholdet bøje sig og sluge en meget stor kamel. Og det er der ingen af parterne, der har virket synderligt opsat på indtil videre.

Det næste på programmet er VM-kvalifikationskampen mod Sverige den 20. oktober. Og hvis man ønsker, at optakten til den kamp skal være mindre kaotisk, end den var mod Ungarn, skal der underskrives en ny aftale inden.

Så er spørgsmålet bare, hvem der fraviger sine ufravigelige krav. DBU eller kvindelandsholdet?

DR Sporten har kontaktet DBU, som først vil melde noget ud, når der er nyt at fortælle.