Pernille Harder er årets danske fodboldspiller

Årets kvindelige danske fodboldspiller blev Pernille Harder, mens Kasper Schmeichel vandt hos herrerne.

Pernille Harder fik lørdag aften endnu en pokal til samlingen, da hun blev kåret til årets kvindelige fodboldspiller i Danmark. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Når det kom til priser i international kvindefodbold i 2018, så stod der Pernille Harder på det meste.

Den 26-årige Wolfsburg-spiller havde et mildest talt godt år, og nu er hun igen blevet anerkendt for sine bedrifter på fodboldbanen, da hun lørdag aften blev kåret til årets kvindelige fodboldspiller i 2018 af Dansk Boldspil-Union (DBU).

Men på trods af de mange priser, så forsikrer Pernille Harder om, at man aldrig bliver træt af priser - og denne er særlig.

- Jeg er selvfølgelig glad og stolt. Nu er det jo fans, der stemmer, så det betyder meget. Det er fedt, at fansene kan se, man har haft et godt år, siger hun.

- Alle priser man får betyder noget, og jo flere man får betyder, man holder niveau over en længere periode, og det ikke er en tilfældighed, fordi man har et enkelt godt år, men det er fordi, man er en rigtig dygtig fodboldspiller.

Priserne luner, men landsholdsanføreren tror, at det er senere i livet, når jagten på titler og pokaler er forbi, hun kommer til at sætte allermest pris på dem.

- Når man er i det, så tænker man ikke som sådan over det. Jeg tror, at det er når, man er færdig med at spille, at man kan se tilbage og tænke, at 2018 for eksempel virkelig var et godt år.

Pernille Harder er nummer to på topscorerlisten i Tyskland i denne sæson. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

- Når jeg kommer til at se tilbage på, at 2018 var det år, jeg blev Europas bedste spiller, så fatter jeg, hvor stort det er. Når man er i det, så vil man bare vinde kampe, man vil vinde titler, og man vil blive bedre, siger Harder.

De flotte pokaler er i Wolfsburg

Men når hun en dag skal nyde sit fodboldotium og få dagene til at gå med at pudse pokaler, så tyder det på, hun skal på en større europæisk turne for at samle dem sammen.

Lige nu har hun nogle af dem i sin lejlighed i Wolfsburg, mens andre står til skue hos hendes forældre på hendes gamle børneværelse i Ikast. Og fordelingen er ikke helt tilfældig, fortæller Europas bedste fodboldspiller.

Hvor står pokalen for at være Europas bedste?

- Den står i Wolfsburg.

Hvor skal den nye stå?

- Vi må lige se, hvor der er plads. Ej, det handler også lidt om, at pokalerne skal være flotte, hvis de skal til Wolfsburg. Det er mest dem, der ikke er så flotte, der ryger hjem til mine forældre. Der er sådan et Pernille-værelse med lidt trofæer og plakater, og det er der, de fleste ting står, griner Harder.

Hun er i disse dage i Portugal sammen med resten af landsholdet for at spille Algarve Cup, og mandag er Danmarks modstander Kina.

Årets danske mandlige fodboldspiller blev Leicester- og landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.

Facebook
Twitter