Pernille Harder er verdens næstbedste fodboldspiller: Ballon d'Or går til nordmand

Pernille Harder var blandt de 15 nominerede kvinder til ballon d'Or-prisen. Danskeren blev nummer to.

Den norske fodboldspiller Ada Hegerberg vandt kvindernes Ballon d'Or-pris, da den mandag aften blev uddelt til en kvinde for første gang.

Lyon-spilleren, der ikke længere optræder på Norges landshold, vandt foran blandt andre danske Pernille Harder.

Hegerberg har tre sæsoner i træk vundet Champions League med den franske storklub.

15 spillere var på forhånd nomineret til prisen, og undervejs mandag aften blev feltet skåret ned til fem spillere. Her var Harder også iblandt.

Dermed kunne Harder ikke kopiere bedriften fra august, hvor hun blev kåret som Europas bedste spiller. Helt så godt gik det ikke denne aften, men Harder blev en flot nummer to i kåringen lige efter Hegerberg, der fik 136 stemmer mod Harders 130.

Harder var blandt de største profiler, da Danmark sidste år vandt EM-sølv, og også i 2018 har hun været en bærende figur på landsholdet, som dog ikke formåede at kvalificere sig til næste års VM.

Skal møde Lyon i Champions League

I en alder af 26 år har Harder allerede spillet 105 A-landskampe og scoret 53 mål.

På klubplan skiftede Harder fra begyndelsen af 2017 fra svenske Linköpings FC til tyske Wolfsburg, hvor hun har haft stor succes.

Ada Hegerberg er den bedste kvindelige fodboldspiller i verden.

I sidste sæson var hun med til at vinde The Double med klubben og blev også ligaens topscorer.

Derudover nåede klubben i foråret frem til Champions League-finalen, der blev tabt til Lyon med 1-4 efter forlænget spilletid.

Harder scorede det tyske mål i finalen og blev nummer to på topscorerlisten i turneringen med otte træffere. Derudover delte hun førstepladsen på assistlisten med seks måloplæg.

I den igangværende Champions League er Wolfsburg klar til kvartfinalen, hvor Lyon igen venter til marts. Harder er noteret for seks mål i turneringen, hvilket foreløbigt rækker til en delt andenplads på topscorerlisten.

/ritzau/

Facebook
Twitter