Pigefodbold ved skillevej: Sats eller drop det

At træne piger er stadig det laveste af det laveste, mener landstræner. Fremad Valby har fundet en løsning på at fastholde pigerne i klubberne – rene omklædningsrum med større spejle.

Pigefodbolden står ved en skillevej i disse år. (Foto: REUTERS © Scanpix)

Det var en træning som alle andre. Men spørgsmålet, hun fik, var noget anderledes, end dem hun plejede at få.

Træner for Fremad Valbys pigehold Mathilde Bolding plejer at sige til sine spillere, at eventuelle spørgsmål besvarer hun først efter træningen, men her gik hun i stå og svarede noget usammenhængende til den spørgende pige.

- Spørgsmålet, jeg fik fra pigen, var: Kan man som kvinde blive træner for herre-landsholdet?

- Dér gik jeg lidt i stå. Jeg stivnede og sagde mange ting på én gang. Der stod en 12-årig pige foran mig og åbnede op for en debat om både kvinde- versus herrefodbold og kønsroller. Jeg måtte sige: Ved du hvad, den tager vi efter træningen, siger Mathilde Bolding, pigetræner, seniorspiller og bestyrelsesmedlem i Fremad Valby.

Skal være bedre

Det er måske ikke ligefrem spørgsmål som ovenstående, at dansk pige- og kvindefodbold kæmper med lige i øjeblikket. Men i de problemer, som kvindefodbolden aktuelt forsøger at løse ligger forskellen mellem herre- og kvindefodbolden som en understrøm.

En ny DBU-rapport har fastslået, at der er et stor frafald af pige-spillere i dansk fodbold, at 40 procent af pige-spillerne føler, at deres klub prioriterer drengene højere end pigerne, og at klubberne har svært ved at fastholde pigerne, til de når senior-alderen.

Dårlige faciliteter, dårligt uddannede trænere, manglende sociale tiltag og for lidt tid til både skole, fritid og fodbold får pigerne til at vælge fodbolden fra.

- Overordnet set ligger vi vel mellem nummer seks og 10 i Europa på talentudviklingen inden for pigefodbolden, siger talentudviklingschef i DBU Flemming Berg til DR.

- Vi satser på at komme højere op. Hvis vi kigger på antal pige-spillere, infrastrukturen samt den økonomi og baggrund, vi har, så skal vi ligge i top 3-6 sammen med lande som Norge, Sverige, Tyskland og Holland, siger Flemming Berg om talentudviklingen inden for pigefodbolden, hvor Spanien dominerer både U19- og U17-årgangene.

Han peger på, at DBU er i gang med et strategiarbejde, der skal fordoble antallet af kvinde- og pigespillere fra omkring 64.000 til 130.000 spillere. Antallet er dog én ting, en anden er at fastholde pigerne i fodbolden.

- Vi har en udfordring i transitionen fra ungdom til senior, fordi man ikke kan leve af det. Det betyder, at når en pige skal vælge, om hun skal bruge fire år på at gå i gymnasium i stedet for tre år, fordi hun skal spille fodbold, så kræver det altså mere overtalelse, siger Berg og fortsætter:

- Skal hun bruge tre-fire år og satse hundrede procent på fodbolden – for pigerne træner jo lige så meget som drengene – eller skal hun gå på universitetet på halv tid? Det valg er sværere end for drengene, for pigerne har ikke samme incitament, som drengene har på det rent økonomiske.

Rene omklædningsrum

Mathilde Bolding er enig i, at fastholdelse er den helt store udfordring omkring pigefodbolden i øjeblikket. Fremad Valby har haft held med at brande sig som at være en klub for piger. I 2010 blev klubben kåret som Årets Pigeklub, og i 2010-2011 fulgte DR’s børnekanal, Ramasjang, et pigehold fra Fremad Valby.

- Det er sådan noget, der skal til. Opmærksomhed. Mange af vores pigespiller er startet, fordi de så den serie, siger Mathilde Bolding og fortsætter:

- En anden ting, jeg har erfaret, er, at pigerne starter til fodbold, fordi deres veninder spiller. Og når det fungerer, og de er glade for at være der, så snakker de om det skolen og fritidsklubben, og så spreder det sig, siger Bolding.

Når pigerne først er inde i klub-folden gælder det om at fastholde dem. Det har Fremad Valby gjort ved at lytte til pigernes ønsker. Og ét af de ønsker, var bedre omklædnings-faciliteter.

- Vi har et omklædningsrum, der er bygget kun til piger, en bygning, der ligger separat i forlængelse af vores klubhus. Det er designet af pigerne, hvor der ikke er adgang for mænd, selv når kvinderne ikke er der, siger Bolding og uddyber:

- Det er nyt og lækkert, der er varme i gulvet, og det er ikke slidt. Og så er spejlstørrelsen en anden af forskellene. Andre omklædningsrum er indelukket, gamle med halvrådne bænke og fugtige, men dette rum er bare godt, flot og velfungerende, siger hun.

- Jeg er sikker på, at det betyder meget, at pigerne har et rum, hvor de ved, at der ikke kommer mænd, og hvor de har noget fællesskab, som de kun kan få her i klubben. Der sker mange ting i det rum, og jeg er overbevist om, at det er det sociale samvær, de har, der gør forskellen, siger træneren og fortsætter:

- Det handler om at lytte til pigerne. Hvad er det, de ønsker? Vi kan have nok så mange idéer om, hvordan og hvad der kunne være godt for den enkelte pige, men det handler om at lytte til dem og give dem de muligheder, der skal til, siger Bolding og peger på, at man i Fremad Valby blandt andet udfordrer pigerne ved at lade de bedste af dem træner med drengene.

Bredde er vigtig

Mathilde Bolding mener, at den manglende medieopmærksomhed og de få forbilleder gør det svært at tiltrække pigespillere. Det handler om at skabe interessen tidligt, for uden en stor bredde vil der ikke blive en stærk elite.

- Man bliver nødt til at tage udgangspunkt i, hvordan man får skabt en interesse hos pigerne, så fodbold bliver en del af dem og noget, de vil bruge tid på. Det er dér, vi skal bygge det op fra og ikke fra, at man sætter mange penge af til landskampe, for man har ikke en elite, før man har en bredde, siger Fremad Valby-træneren.

- Jeg er overbevist om, at man skal have stor fokus på bredde, og så at fastholde dem i dette miljø. Og fastholdelse er meget bygget op omkring, hvordan pigerne har det i klubben. Man kan godt være i gymnasiet og have en identitetskrise, men fodbold kan alligevel godt være en del af pigen, sådan at en del af identiteten er at være fodboldpige. Det, at give slip, ville være forkert, siger hun.

Pernille Harder er et eksempel på et forbillede, der skal få flere piger ind i fodbolden. (Foto: claus fisker © Scanpix)

En af måderne, hvorpå DBU vil øge bredden, er at få pigerne til at starte tidligere, blandt andet ved at øge træningsmængden og uddanne bedre trænere. Mange klubber er allerede blevet en del af DBU’s licenssystem, hvilket har forbedret træningen for pigerne.

DBU’s talentudviklingschef, Flemming Berg, peger på, at man skal have pigerne til at starte, når de er fem- seks år. Det er U16-, og U17-landstræneren for pigerne, Danny Jung, enig i.

- Det er ikke, fordi vi synes, at der skal være et elitært nazi-regime, når de er 11 år, men der er bare en enorm forskel på de gode trænere på pigesiden. Og de gode trænere er samlet omkring licensklubberne, når pigerne er 16-17 år, men så er det næsten for sent at skabe gode spillere. De skal skabes meget tidligere, siger Jung.

Tidligere ind

- Det handler om at få skabt bedst mulige talentmiljøer i en lidt yngre alder. Man kunne fra DBU’s side starte med at tilbyde, at man kan komme ind i DBU-regi tidligere, så man kan få en opfattelse af, hvad det er at være et talent tidligere, siger landstræneren.

- Vi skal have lov til at samle dem nogle år tidligere, også for at få kontakt med klubberne nogle år før. Nu har vi jo først kontakt med klubberne, når spillerne kommer ind som 14-årige, og dér er det bare tre år for sent. Dér har man spildt for mange år ved ikke at træne godt nok ude i klubberne, siger Jung.

- Der skal altså en fler-strenget strategi til. For det nytter ikke noget, at vi tager dem ind noget før, hvis klubmiljøerne forbliver de samme. Tilbuddene til pigerne ude i klubberne er ikke verdens bedste, det er stadig noget, der bliver prioriteret helt nederst, både økonomisk og rent praktisk også på trænerfronten. Det er det laveste af det laveste, det er bedre at træne små biller i et loppecirkus, siger han.

- Derfor er det en kulturændring, der skal til. Det er noget med, hvordan den danske befolkning ser på kvindefodbold, og det er ikke specielt flatterende. I Sverige og Norge, Tyskland og Frankrig er det meget højere prioriteret og mere prestigefyldt at spille fodbold som pige. Det er højere prioriteret i samfundet og i klubberne, siger Jung.

- Når vi møder de allerbedste som Spanien, så kan man mærke, at deres råmateriale – selv om de ikke er mange flere spillere end os – er bedre end vores, fordi de allerede er i gang fra, når de 11-12 år. Vi rykker os fremad, men hvis de andre rykker sig endnu mere fremad, er det ligesom at stå stille eller at gå lidt tilbage, siger landstræneren.

Sats eller drop det

Derfor mener Danny Jung, at pige- og kvindefodbolden står ved en skillevej. Han understreger at pigefodbolden har rykket sig, men enten skal man satse mere på den nu, eller også skal man overveje, om der overhovedet er en fremtid for den.

- Helt objektivt tjener DBU ingen penge på at have kvinder, så forretningsmæssigt er det en udgift for DBU. Men der er bare andre ting, der tæller for, at området skal prioriteres i højere grad, for ellers når vi ingenting, siger han.

- Spørgsmålet er, om vi vil det nok og betale det, det koster for at ville det? Eller dropper vi det helt? Det værste er at ligge midt imellem de to poler, for så bliver det ligegyldigt. Man skal tage en beslutning om, man vil give det et sidste skud, at give det, det koster for at rykke det sidste, eller om man skal droppe det helt, siger han.

Flemming Berg er enig i, at opmærksomheden omkring pige- og kvindefodbold skal øges, men han mener samtidig, at DBU har stor fokus på området.

- Alt er jo relativt. Hvad er fokus nok? Vi griber vores ungdomslandshold på pigesiden meget, meget seriøst an. De har et meget højt aktivitetsniveau, hvis vi sammenligner med andre lande. Vi har talt op, hvor mange landsholdsaktiviteterne vores ungdomslandshold på pigesiden har sammenlignet med Sverige, Spanien og Norge, og dér ligger vi rigtigt fint, siger han.

- Vi har fuldtidsansatte trænere på både talentcentrene og på vores U16-, U17- og U19-landshold samt A-landshold. Et eksempel er også, at selv om det helt store indtægtsgrundlag er drengene, så er min stilling jo også bundet op på pigerne. Vi tager det meget seriøst og tillægger det stor betydning. Om det så er nok, skal andre bedømme, siger Berg.

Profiler for alle

Som Danny Jung har peget på, er den overordnede problemstilling selve kulturen omkring pigefodbolden. At pige- og kvindefodbolden stadig bliver set ned på i forhold til herrefodbolden.

Det er Mathilde Bolding enig i. Men hun mener også, at der er sket en udvikling mod det bedre.

- Man anser kvindefodbold i dag på en anden måde end for 10 år siden. Der er bestemt sket en udvikling, hvilket jeg mærker helt lokalt, men også i forhold til DBU. Man taler om det på en anden måde, og der er endda begyndt at blive vist landskampe i tv, så det går den rigtige vej, siger hun.

- Men én af de ting, der mangler, er forbilleder på eliteniveau. Vores elite er for smal, der er for få spillere og for få klubber. Der skal være spillere, der repræsenterer hele den danske befolkning, også gymnasiepigen, der alligevel også spiller fodbold. Der skal være profiler, der kan rumme alle, og som alle kan relatere til. Man skal ikke have en særlig historie for at være fodboldspiller, nej, det skal være for alle spillere i hele landet. Det er noget, DBU skal være bedre til at arbejde med, siger Fremad Valby-træneren.

Måske om 100 år

Og så kan den lille pige, der på træningsbanen stillede det indledende spørgsmål til Mathilde Bolding, få kvindelige forbilleder at se op til.

Men hvad svarede Mathilde Bolding pigen?

- Jeg svarede ja – i teorien. Vi satte os ind og tog en snak om, hvad det vil sige at være en kvinde og at være træner for herrer og kvinder. Lige nu er kvindefodbold ikke på niveau med herrefodbold, og jeg tror ikke på, at der er en kvinde, der kan være træner for herrelandsholdet nu, siger Bolding.

- Men det kan være om - måske ikke 50 år – men om 100 år, at kvindefodbolden er udviklet i en retning, så man også har en opfattelse af, hvad kvindefodbolden er, og at dét også er noget, man kan som kvinde. Der skal være en opfattelse af, at kvindefodbolden hører hjemme i vores samfund, og at det kan være en anerkendt sport, siger Mathilde Bolding.

- Der skal ske en kulturændring, og det kræver sådan nogle som hende den 12-årige pige, der stillede spørgsmålet. En pige, der brænder for fodbold, og som synes, at det kunne være sjovt også at træne herrer og samtidig få kvindefodbolden frem. Det tager tid, men det er sådan nogle som hende, der skal gøre det.