Signe Bruun og Danmark banker Schweiz i VM-test: 'Selvom vi kommer bagud, får vi det vendt - det er stærkt'

Den danske angriber scorede begge Danmarks mål, da fodboldlandsholdet vandt fredagens testkamp med 2-1 mod Schweiz.

Danmarks Signe Bruun begyndte på bænken, men sluttede kampen som dagens helt. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)

Èn Signe Bruun, mange problemer for Schweiz.

Den danske angriber scorede således begge mål, da Schweiz blev skudt i sænk med 2-1 i fredagens VM-testkamp.

Danmarks bedste fodboldkvinder vendte nederlag til sejr i et opgør, som manglede den sædvanlige magi fra anfører Pernille Harder.

Første halvleg var knap begyndt, før kampen var slut for den 29-årige angrebsstjerne.

Efter 17 forholdsvist udramatiske minutter var Pernille Harder på spil i udkanten af schweizernes målfelt. Hun nåede dog aldrig at trykke af, for problemer med bentøjet bevirkede, at hun faldt til græsset og skar en grimasse, der vidnede om, at det var umuligt at fortsætte kampen.

Ind kom Signe Bruun, der sammen med resten af holdkammeraterne havde svært ved at finde huller i hjemmeholdets forsvar. Det samme gjaldt Schweiz, som også havde fine muligheder, men ingen mål.

Se højdepunkter fra kampen i videoen herunder:

Efter pausen reagerede Schweiz’ danske landstræner, Nils Nielsen, prompte. Han skiftede således tre spillere ind fra starten af anden halvleg, og det så ud til at få en hurtig effekt.

Der gik i hvert fald blot seks minutter, før Schweiz gjorde det danske forsvar rundtosset og i samme ombæring scorede føringsmålet.

Offensivprofilen Ramona Bachmann sendte en knivskarp aflevering gennem feltet, hvilket fik Danmarks målvogter Lene Christensen til at gøre et udfald.

Det skulle hun dog ikke have gjort. Barcelona-spilleren Ana-Maria Crnogorcevic udnyttede muligheden, bevarede overblikket og fandt en pivåben Geraldine Reuteler, der let kunne score til 1-0.

Efter et par knap så skønne minutter, fik Danmark atter etableret sit spil. Signe Bruun søgte konstant bolden, og efter 66 minutter gav det pote for Lyon-angriberen. Fra sin position i banens venstre side sendte Sofie Svava et højt indlæg ind i panden på Signe Bruun, som kontrolleret udlignede til 1-1 for Danmark.

Danmark fortsatte det høje pres, og det spillemæssige overtag gav nok engang pote. Hvorvidt schweizerne var trætte vides ikke, men i 80. minut tog de en mental blunder, da Rikke Sevecke fra banens midte smækkede en ballonbold frem i banen.

Med et kontrolleret hovedstød sendte Signe Bruun bolden over den schweiziske målvogter og blev således dobbeltmålscorer samt kampvinder.

- Det er altid dejligt at score! Vi kom for at vinde, og selvom vi kom bagud, så får vi vendt det til en sejr. Det er stærkt, lød det fra den dobbelte danske målscorer efter kampen.

Næste opgave for det danske landshold er på tirsdag, når de gæster Holland i endnu en testkamp. Og det gode spil fra slutningen af fredagens kamp skal tages med til Holland, hvis det skal blive til endnu en dansk sejr.

- Vi skal have helt styr på presset i kampen mod Holland, og så skal aggressiviteten være der igen, lyder det fra Signe Bruun

- For det var den i dag.

Danmark møder Holland på tirsdag. Du kan se kampen på DRTV og DR2 med optakt fra klokken 19.45. Du klan også følge kampen her på dr.dk.