Spillerne fortsætter forberedelser til landskamp mod Sverige

Dansk Boldspil-Union meddelte ellers onsdag middag, at fredagens VM-kvalifikationskamp mod Sverige er aflyst.

Kvindelandsholdet ankommer tidligere på ugen til træning i Dragør. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Trods DBUs udmelding om, at fredagens VM-kvalifikationskamp mod Sverige er aflyst på grund af den verserende konflikt om en landsholdsaftale, har spillerne på det danske kvindelandshold og Spillerforeningen endnu ikke opgivet håbet om, at kampen kan blive afviklet.

Det siger Thomas Lindrup, chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen, da landsholdet onsdag skulle i gang med at selvtræne i Dragør.

- Det er forberedelse til kampen på fredag. Der er ikke noget, der er ovre, før den tykke dame har sunget, siger Thomas Lindrup.

Hos DBU har man taget konsekvensen, og unionen har ikke i sinde at sætte sig tilbage til forhandlingsbordet så tæt op til en kamp.

- Jeg kan ikke stå inde for, hvad DBU siger. Vi forbereder os som om, der var kamp på fredag. Alt er jo muligt indtil fredag klokken 18.15, siger Lindrup med henvisning til tidspunktet for kickoff.

Også det svenske fodboldlandshold fortsætter sin forberedelser til kampen. Her afventer man vejledning fra det europæiske fodboldforbund, UEFA.

Spillerne på kvindelandsholdet ønskede ikke at udtale sig til medier hverken før eller efter onsdagens træning.

/ritzau/

Facebook
Twitter