Svær kamp venter i Georgien: 'Vi må ikke overvurdere os selv'

Sanne Troelsgaard tror, landsholdet har succes, fordi kvaliteten i truppen er blevet bredere.

Danmarks Sanne Troelsgaard mener, at kvaliteten af træningerne på det danske landshold er blevet højnet, og at det er en af grundene til, at Danmark er kommet godt fra start i deres EM-kvalifikation. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det danske landshold er kommet flyvende fra start i deres kvalifikationsgruppe til EM i 2021. Tre kampe, tre sejre og en samlet målscore på 13-0.

I aften venter så Danmarks fjerde kamp i gruppen mod et hold, som mildest talt er kommet knapt så godt fra start. Danmark er i Tbilisi, hvor de skal møde et georgisk landshold, der endnu ikke har fået point i gruppen.

Selvom Danmark går på banen med en klar favoritværdighed, understreger landets offensive profil Sanne Troelsgaard, at det kan blive en svær kamp, som kommer til at kræve fuld dansk koncentration.

- Vi må bestemt ikke bare tro, at det er en kamp, vi nemt går ind og vinder med mange mål. Bare fordi vi er kommet godt fra start, må vi ikke overvurdere os selv.

- Vi ved, det bliver en svær kamp. Jeg tror, de kommer til at stille sig langt tilbage og parkere bussen, så vi skal være gode til at holde tempo i spillet, hvis vi skal komme til chancer.

- Når det så er sagt, er det helt klart en kamp, vi bør vinde. Vi har brug for alle point, vi kan få, hvis vi skal have en forhåbning om at kvalificere os til EM.

Danmarks Sanne Troelsgaard er en af de mest rutinerede kræfter på det danske landshold. Hun debuterede i 2008. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Når Sanne Troelsgaard skal give et bud på, hvorfor Danmark netop nu er så velspillende efter et års tid med svingende præstationer og resultater, peger hun på, at kvaliteten og bredden i truppen har løftet sig.

- Vi har flere spillere, som er begyndt at spille uden for Danmark. Og vi har nogle unge spillere, som banker på. Det gør, at konkurrencen om startpladserne bliver større, det gør træningerne bedre, og det er noget, vi kan viderebringe i kampene.

Landstræner Lars Søndergaard er enig i Sanne Troelsgaards analyse af landsholdstruppens styrkede bredde.

- Jeg synes, vi har fået en bredere trup, end vi havde for bare et halvt år siden. Der er nogen, der har fået mere spilletid ude i deres klubber, og det giver mere erfaring og mere rutine.

- Lige nu har vi så mange spillere, der er i form, at jeg har måttet udelade nogle fra truppen, som egentlig også fortjener at være med og vise sig frem. Det kan selvfølgelig give mig nogle søvnløse nætter i forhold til, hvem der skal udtages, og hvem der ikke skal, men hellere det, end at det giver sig selv.

Større fleksibilitet har været vigtigt

Den forstærkede bredde har også givet Lars Søndergaard flere taktiske muligheder, fortæller han.

- Det har givet os bedre mulighed for at skifte og rotere med flere formstærke spillere og flere forskellige typer. Vi spiller ofte 4-4-2, men nu har vi også truppen til at spille 4-3-3, og det er en styrke for os, at vi er blevet mere fleksible og kan variere.

Kampen mellem Georgien og Danmark bliver spillet klokken 18 i aften og kan ses direkte på DR1 med optakt fra klokken 17.45.