Svensk fodboldforbund anker: Vil have Danmark straffet hårdere

Sveriges fodboldforbund ønsker Danmarks fodboldkvinder straffet hårdere end blot skrivebordsnederlaget på 0-3.

Danmark skal straffes hårdere for at aflyse VM-kvalifikationskampen, mener det svenske fodboldforbund. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Danmarks fodboldlandshold for kvinder risikerer at blive straffet hårdere end først antaget for udeblivelsen fra VM-kvalifikationskampen mod Sverige i oktober.

Tirsdag meddeler Det Svenske Fodboldforbund (SvFF), at man anker dommen fra Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, der taberdømte Danmark med 0-3 i november - samt tildelte Danmark en bøde på 20.000 euro.

Det svenske forbund ønsker således, at Danmark bliver straffet hårdere, skriver SvFF på sin hjemmeside.

- Vi mener ikke, at sanktionerne står i proportion med bruddet på reglerne, siger generalsekretær Håkan Sjöstrand.

Mulig udelukkelse

Dansk Boldspil-Union så sig nødsaget til at melde afbud til kampen som følge af konflikten med landsholdsspillerne og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale.

Det svenske forbund kommer ikke ind på, hvordan man ønsker Danmark straffet, men ønsket kunne være at få Danmark udelukket fra kvalifikationsturneringen, hvilket var nævnt som en sanktionsmulighed.

I det tilfælde ville Sveriges fodboldkvinder med meget stor sandsynlighed kvalificere sig direkte til VM i 2019.

- Uefa har dømt korrekt ved at komme frem til den konklusion, at Danmark overtrådte de gældende regler. På den anden side står sanktionen ikke i proportion med regelbruddet, siger Håkan Sjöstrand.

Farligt for fremtiden

Han henviser til, at der kan opstå en situation, hvor et hold kan drage nytte af et nederlag på 0-3 og derfor have fordel af at melde afbud til en kamp.

- Vi mener, at beslutningen efterlader en dør åben for, at et forbund i fremtiden kan gøre det samme som Danmark. Det er afgørende for al fodbold - hvad enten det er for damer eller herrer - at denne dør er lukket, siger Sjöstrand.

Kvindelandsholdet har siden løst konflikten med DBU og var også i aktion i kvalifikationen få dage efter afbuddet, da blev til sejr på 4-0 ude over Kroatien. Ved den lejlighed spillede holdet på en midlertidig aftale.

/ritzau/