Sverige tog VM-billetten: Nadim og Harder tror fortsat på VM

Nadia Nadim og Pernille Harder var begge skuffet over nederlaget til Sverige, men tror fortsat på dansk VM-deltagelse

Det danske kvindelandsholds vej til VM er blevet noget længere efter, at holdet på hjemmebane tabte den afgørende kvalifikationskamp med 1-0 til Sverige.

Med nederlaget forsvandt nemlig Danmarks mulighed for at kvalificere sig direkte til VM-slutrunden i Frankrig næste år, hvilket den danske angriber Nadia Nadim var langt fra tilfreds med.

- Det er rigtig træls, jeg er virkelig skuffet. Jeg synes ærlig talt ikke, vi er der. Svenskerne var kloge. De kendte deres besøgstid, havde tre chancer og scorede et mål. Men jeg synes i det mindste godt, vi kunne have skaffet en uafgjort, siger Nadia Nadim.

Heller ikke Danmarks anfører, Pernille Harder, var tilfreds med kampens forløb, men hun erkendte at Sverige var bedst.

- Vi mangler at true deres bagkæde, vi skulle løbe mere dybt. Vi kom til at spille foran deres organisation, og det bliver ikke særlig farligt.

- Men de er gode til at stå i deres organisation. Det er de nogle af de bedste i verden til at gøre, siger Perniller Harder.

Fire kampe er meget

På trods af nederlaget endte danskerne blandt de fire bedste toere i VM-kvalifikationen, hvilket betyder, at holdet trods nederlaget er videre til playoff-kampene.

Her skal landsholdet i første omgang spille to kampe, ude og hjemme, mod enten Belgien, Holland eller Schweiz i oktober.

Vinder landsholdet disse to kampe, skal holdet møde vinderen af kampen i det andet lag, ude og hjemme, til november.

Den samlede vinder af dette opgør kvalificerer sig til verdensmesterskabet i fodbold.

Det betyder i alt fire kampe for at sikre sig VM-pladsen, og troen på dansk VM-deltagelse lever da også fortsat hos den danske anfører, Pernille Harder.

- Lige nu virker fire kampe som mange, men det er bare at tage dem en ad gangen. Vi er videre til playoff-kampene, og det holder håbet lidt oppe. Jeg tror, vi kan gå videre til VM.

Facebook
Twitter