Tilfreds landstræner efter nederlag: Vi byder dem op til dans

Lars Søndergaard er tilfreds med indsatsen, men ærgrer sig over manglende skarphed.

Det danske kvindelandshold var undertippede i testkampen mod England, men kunne forlade banen med oprejste pander efter et nederlag på 0-2.

- Jeg er meget tilfreds med vores indsats. Jeg synes, at vi byder dem op til dans. Vi turde at spille, siger landstræner Lars Søndergaard.

Han peger på den manglende skarphed som den primære forskel mellem de to hold i dagens kamp.

- De er skarpere, end vi er. Vi har chancer, der er lige så store som dem, de scorer på. Havde vi udnyttet dem, havde det set anderledes ud, siger han.

Landsholdet har været oppe mod en række kompetente modstandere i foråret. I april tabte de 4-0 til det franske landshold, der i øjeblikket indtager en fjerdeplads på Fifas verdensrangliste. England ligger nummer tre. Til sammenligning befinder danskerne sig på en 17. plads.

- Vi er irriterede og trætte af, at vi taber kampe, men vi må også bare erkende, at vi møder hold i verdenseliten. Det har været svære modstandere, og derfor glæder det mig, at vi i dag er i så meget boldbesiddelse, siger Lars Søndergaard.

Næste opgave for kvindelandsholdet er den 29. august, hvor Malta venter i første kamp i EM-kvalifikationen.

Facebook
Twitter