VIDEO Danmark tæver Ukraine og lever i VM-kvalifikationen

Kvindelandsholdet viste klassen i den yderst vigtige kamp i VM-kvalifikationen.

Danmark tog her til aften et stort skridt i kampen om VM-pladserne, da holdet viste storform og slog Ukraine, der er de direkte konkurrenter i kampen om puljens andenplads.

Kampen blev vundet med 5-1 efter scoringer fra Nadia Nadim, Sanne Troelsgaard og Pernille Harder.

Dermed står Danmark nu noteret for 12 point efter fem kampe på gruppens andenplads, mens Ukraine har syv. Sverige fører gruppen med 15 point.

Tidligt i front

Sejren var aldrig rigtig i fare i opgøret, der blev spillet i Lviv i Ukraine. Allerede efter seks minutter bragte Nadia Nadim Danmark i front med en fint hovedstødsscoring på oplæg fra Pernille Harder på frispark.

Danmark var toneangivende i første halvleg, og Nadia Nadim kunne også have øget til 2-0.

Det blev i stedet anfører Harder, der fordoblede føringen i 33. minut, da hun med et super mål sparkede bolden i netmaskerne. Hun drev selv bolden over en halv bane og tog chancen langt udefra, og med et hårdt spark udplacerede hun den Ukrainske målmand.

Bizar situation koster Danmark scoring

Kort inde i anden halvleg trak Nadia Nadim et straffespark, som hun selv omsatte til 3-0.

Et kvarter før tid blev Danmark tildelt endnu et straffespark, men denne gang misbrugte Nadia Nadim muligheden. Det skete efter en bizar situationen, hvor dommeren fløjtede for straffe i stedet for en helt oplagt scoring.

Sanne Troelsgaard gjorde det dog kort efter til 4-0.

I overtiden brændte det på foran Ukraines mål, men hjemmeholdet fik efter sløseri lov at reducere til 1-4 i overtiden, hvorefter Sanne Troelsgaard også øgede til 5-1.

Danmark spiller igen tirsdag den 12. juni, når det gælder Ungarn på hjemmebane.