AGF går ind i kvindefodbold: Nyt hold i den bedste danske række

VSK Aarhus, IF Lyseng og AGF går sammen om at danne AGF Kvindefodbold.

Silje Strand, anfører for Lyseng U18, Mustapha Bundu, AGF 3F Superliga og Christina Ravn Nielsen, anfører VSK Aarhus. Fra sommeren 2020 spiller de tre i samme trøje.

De fleste danske fodbold-fans kender AGF for deres Superliga-hold. I år har fodboldbegejstringen summet i Aarhus, fordi byens hold for første gang i mange år er med i kapløbet om Superliga-medaljer.

Og nu får de aarhusianske fodboldfans så noget mere at glæde sig over.

AGF offentliggjorde nemlig mandag, at klubben etablerer et hold i landets bedste kvinderække.

AGF går sammen med de to Aarhus-klubber IF Lyseng og VSK Aarhus om at danne elite-overbygningen AGF Kvindefodbold, der fra den kommende sæson repræsentere Aarhus i Gjensidige Kvindeligaen og U18 DM og vil komme til at spille under navnet AGF og i AGF's spilledragt.

- I AGF har vi gennem længere tid med stor interesse fulgt med i den positive udvikling, kvindefodbolden har gennemgået både nationalt og internationalt, og vi har også fået forskellige opfordringer fra klubber i Aarhus til at engagere os, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.

- Vi vil gerne være med til at understøtte, at Aarhus fortsat kan være med til at præge toppen af dansk kvindefodbold, og at de bedste spillere bliver i byen. Det har samtidig været vigtigt for os, at der bliver skabt en bæredygtig, uafhængig model for elitefodbolden på pige- og kvindesiden - både sportsligt, økonomisk og organisatorisk - og den opgave vil vi i AGF i fællesskab med VSK Aarhus, Lyseng og forhåbentlig resten af byen gerne være med til at løfte.

Flemming Jensen fra IF Lyseng (v), direktør i AGF Jacob Nielsen (i midten) og Leif Gjørtz Christensen (th), formand i VSK Aarhus, præsenterede mandag et nyt samarbejde om AGF Kvindefodbold. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Spændende perspektiver

Formanden i VSK Aarhus, Leif Gjørtz Christensen, ser spændende perspektiver i det nye samarbejde.

- Med den gode udvikling, der sker i pige- og kvindefodbolden, kan vi i VSK Aarhus, inden for rammerne af en amatørklub ikke længere løfte den økonomi og professionalisme, der skal til for at fastholde og udvikle det sportslige niveau og efterleve de stigende licenskrav. Derfor er vi også glade for, at vi sammen med AGF og IF Lyseng er nået til enighed om denne eliteoverbygning, som er det helt rigtige for byen.

Også Flemming Jensen, bestyrelsesmedlem i IF Lyseng, ser positivt på det nye klubsamarbejde.

- I Lyseng har vi de seneste 10 år arbejdet hårdt for at skabe et attraktivt talentudviklingsmiljø. Hvis vi stadig skal kunne fastholde og tiltrække dygtige spillere og trænere, kræver det et endnu større setup hele vejen rundt, og det får vi med det nye samarbejde, som vi har store forventninger til.