DBU vil løfte niveauet i kvindeligaen

DBU og Kvindedivisionsforeningen har fået bevilliget 650.000 fra udviklingspuljen for at skabe en stærkere liga.

Fortuna Hjørring har sammen med Brøndby domineret ligaen i stor stil i de sidste 15 år. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den bedste danske fodboldrække for kvinder lever ikke op til forventningerne og får ikke udnyttet potentialet for kvindefodbold i Danmark. Det er konklusionen i en rapport fra Dansk Boldspil-Union (DBU) og kvindedivisionsforeningen.

- Vi har siden 2012, hvor vi introducerede Licenssystemet, arbejdet målrettet med videreudviklingen af Kvindeligaen, men må sande, at det endnu ikke er lykkedes efter intentionen.

- Kvindefodbolden oplever generelt lige nu medvind med gode resultater for kvindelandsholdet, og det er derfor et relevant tidspunkt at se ligaen, hvor mange af landsholdsspillerne har deres daglige gang, efter i sømmene, siger Mette Bach Kjær, der er formand for Kvindeelitegruppen i DBU.

Større opmærksomhed skal udnyttes

Kvindelandsholdets kampe er de sidste par år blevet sendt på DR og det har været med til at øge opmærksomheden omkring kvindefodbold i Danmark. Nu skal dette også gerne kunne afspejles i 3F-ligaen.

- Klubberne har hver især og sammen ydet en kæmpe indsats for at tiltrække både sponsorer og tilskuere, oprettet live streaming, opnået stadig mere opmærksomhed via f.eks. store medieplatforme som bold.dk og DR og i det hele taget forbedret standarderne for trænings- og kampfaciliteter, men potentialet er endnu større og det er det, vi går efter at forløse med det nye initiativ rettet mod selve Kvindeligaen, hvor Kvindedivisionsforeningen er tiltænkt en mere synlig rolle i fremtiden, supplerer Mette Bach Kjær.

Projektet for at udvikle selve kvindeligaen er netop blevet bevilliget 650.000 kr. fra DBU´s udviklingspulje, og pengene skal i første omgang gå til en projektleder, der skal gøre op med udfordringerne, og sikre ligaens fremtid.

Projektet vil blandt andet indhente erfaringer fra Europas stærkeste kvindeligaer i blandt andet Tyskland, Sverige, England.

Facebook
Twitter