Duften af guld i Hjørring: Fortuna vinder grundspillet

Det er som sædvanlig en kamp mellem Fortuna Hjørring og Brøndby om guldet, men pilen peger lige nu mod Nordjylland.

Fortunas Janelle Cordia var en af målscorerne i dagens 5-0-sejr. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Selvom der stadig er lang vej til guldet, så kom Fortuna Hjørring i dag et godt skridt nærmere målet. Med en 5-0-sejr over VSK Aarhus sikrede de sig nemlig at vinde grundspillet, før det altafgørende mesterskabsspil i foråret.

For at gøre det hele bedre for Fortuna Hjørring, så spillede de forsvarende danske mestre, Brøndby IF, samtidig faktisk kun 1-1 i dag med KoldingQ. Det kan dog i sidste ende vise sig at være ligegyldigt, når mesterskabsspillet startes i foråret.

Her vil Fortuna Hjørring nemlig starte med ti point som vindere af grundspillet, mens Brøndby IF starter med otte point. Dermed er pointforskellen lige nu ligegyldig.

Det er de seks bedste hold fra grundspillet i 3F Ligaen, som mødes i foråret i mesterskabsspillet.

Fortuna Hjørring har vundet alle kampe i denne sæson bortset fra en enkelt. Der blev det til et nederlag til netop Brøndby.