Erfaren trænerprofil om nyt job: Fortuna Hjørring er kvindernes FCK

Fortuna Hjørring forfremmede for to uger siden holdets amerikanske assistenttræner, Carrie Kveton, til cheftræner. Jobbet som assistent bliver i stedet overtaget af Peter Enevoldsen.

Peter Enevoldsen har tidligere været assistent for kvindelandsholdets nuværende cheftræner, Lars Søndergaard. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Fortuna Hjørring har store ambitioner hvert år.

Sådan skal det være, når man er vant til at vinde mesterskaber, og gerne vil holde kadencen. Målet for 2018 er da heller intet mindre end et mesterskab og en pokaltitel.

For små 14 dage siden trådte klubbens cheftræner, Brian Sørensen, dog ud af projektet. Han ville investere mere tid i virksomheden ’Goal Station’. Derfor handlede ledelsen hurtigt, rykkede assistenttræner Carrie Kveton op som ny cheftræner, og inden weekenden faldt det sidste kort i trænerkabalen så på plads, da Peter Enevoldsen takkede ja til at blive ny assistenttræner.

- Det gjorde os glade, da Carrie Kveton sagde ja til at indtræde som cheftræner. Og nu synes jeg, at det er fantastisk at få en aftale med Peter, siger formanden for Fortuna Hjørrings eliteudvalg, Kim Brix.

Fortuna er kvindernes FCK

Peter Enevoldsen, et velkendt navn i dansk fodbold, har siden begyndelsen af 90’erne haft flere trænerjobs i Superligaen. Senest i Randers FC, hvor han var assistent for Olafur Kristjansson frem til oktober 2017.

Siden da har den 56-årige fodboldtræner været uden embede, og derfor er han også glad for, at aftalen med Fortuna Hjørring er faldet på plads.

- Jeg er selvfølgelig spændt på det hele. Også fordi det er første gang, jeg skal træne kvinder. Fortuna Hjørring er jo kvindernes svar på FCK herhjemme, og de har nogle forhold, som er tæt på superligastandard. Samtidig ved jeg, at spillerne er meget seriøse, og det er det vigtigste for mig som træner. At arbejde med spillere, som vil det og brænder for tingene. Det var derfor, jeg har sagt ja indtil sommer, og så må vi se, om begge parter vil fortsætte. Jeg glæder mig i hvert fald til opgaven, siger Peter Enevoldsen, der kunne mærke det krible for at komme ud på banen igen efter et par måneders fravær.

Nu skal der så arbejdes på at indfri målene sammen med Carrie Kveton og spillertruppen, og så bliver der til sommer tid til at mærke efter, om springet til kvindefodbold har været en succes. Det er også en af grundene til, at kontrakten i første omgang kun er på et halvt år.

Det er en kort aftale, I har lavet. Hvad tænker du om det?

- Jeg fik et par henvendelser fra lidt lavere niveau før jul, som jeg sagde nej til, men jeg kunne også godt mærke, da jeg havde gået hjemme i over to måneder, at jeg trængte til at komme ud og arbejde med fodbold igen. Min kontrakt udløber den 30/6, og synes jeg til den tid, at det er skidegodt, så kan det sagtens være, jeg fortsætter. Men det kan også være vi finder ud af, at jeg ikke passer så godt til at træne kvinder, og derfor er det helt fint for begge parter, at jeg kun har skrevet indtil sommer, siger Peter Enevoldsen.

Facebook
Twitter