Formand i KoldingQ: ’DBU tabte kvindernes EM på gulvet’

DBU er for dårlig til at markedsføre Danmarks elitekvinder, lyder kritikken. Forbundet erkender: ”Vi har ikke været dygtige nok.”

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- Hvordan kan det gå så galt?

Spørgsmålet kommer fra formand for kvindeholdet KoldingQ, Niels Sterndorff, og går til Dansk-Bold-Union (DBU). Han taler om kvindelandsholdets store succes ved EM-finalen tilbage i 2017 - eller rettere DBU's håndtering af netop den succes.

Formanden mener, at forbundet missede en fantastisk chance for at indhente store sponsorater, da kvindelandsholdet vandt EM-sølv efter et nederlag til Holland.

- Jeg holdt møde med DBU og sagde, at de skulle få fingeren ud og få solgt det her fantastiske produkt – vi taler om superatletiske kvinder, der spiller flot fodbold. Få nu lavet et hovedsponsorat på et tociftret millionbeløb, og del så de penge ud til klubberne til klubudvikling. Så vil kvinderne i klubberne også få nogle ordentlige forhold, siger Niels Sterndorff.

Selv de bedste kvindeklubber i Danmark er stadig amatørklubber, som ikke har økonomi til at konkurrere med lande som Sverige, Spanien, Tyskland, England, Frankrig, Italien og Spanien. Og det får de danske topspillere til at vende den hjemlige kvindeliga ryggen for et liv som fuldtidsprofessionel i udlandet.

For at følge med udviklingen i europæisk kvindefodbold foreslog Kvindekommissionen, der har til opgave at få flere piger og kvinder ind i dansk fodbold, blandt andet i april 2018 DBU at kræve kvindehold i alle Superligaklubber.

Et forslag, der er lettere sagt end gjort, ifølge AGF’s assistenttræner for kvindeholdet, Allan Nørgaard.

- Udfordringen i Danmark er, at der er mange superligaklubber, som døjer med dårlig økonomi i forvejen. Det er ikke alle superligaklubber, der er klar på at smide et kvindehold på budgettet, siger han og fortsætter:

- Hvis vi skal videre i udviklingen, skal der penge og midler til fra blandt andet sponsorer og tv-aftaler, som man gjorde med herrelandsholdet i 80’erne. Der skulle også økonomi til at flytte dem til, hvor de er i dag. Vi står i 80’erne lige nu, hvad kvindefodbolden angår.

Niels Sterndorff er blandt andet tidligere direktør hos Føtex og afdelingschef hos Bilka og DS. Han har været formand for KoldingQ i fire år. (Foto: Foto: Ronny Fuhlendorff)

’Det er ikke godt nok’

Men for at lande sponsorater og tv-aftaler kræver det markedsføring, og her var EM 2017 en perfekt anledning til at få potentielle partnere til at få øjnene op for den 'dybt undervurderede' sportsgren, ifølge Niels Sterndorff.

DR’s medieforskning talte 1.469.000 seere til EM-finalekampen mod Holland. Dermed blev kampen, der blev vist på både DR1 og TV 2, blandt de mest sete danske programmer i 2017, ifølge teamleder i DR Medieforskning, Henrik Knudsen.

Netop seertallet pointerede Niels Sterndorff til mødet med DBU, som ifølge ham har navnet og netværket til at sparke nogle døre ind til de største sponsoreres kontorer.

- Det er sådan, vi holder på spillerne – når vi har pengene til at give dem gode kontrakter – både i forhold til løn og træningsforhold, så de har lyst til at blive her længere. Samtidig vil vi få penge for spillerne, når vi så sælger dem til udlandet senere, fordi de ikke bare lader kontrakten løbe ud. Med de penge kan vi udvikle nye topspillere og dermed styrke den danske liga, siger han.

Men ifølge KoldingQ’s formand lyttede DBU ikke til forslaget.

- DBU synes selv, at de er dygtige, men de er langsomme og langt bagud i forhold til andre lande. At de kunne smide noget på gulvet, der er så god en vare, og dermed gøre det sværere for kvinderne, er ikke godt nok, siger Niels Sterndorff.

- Kvindelandsholdet har faktisk haft et bedre brand end herrerne rent salgsmæssigt, men derfra til at få nogen til at bide på - der har vi ikke været dygtige nok til at få lukket de aftaler, siger forkvinde for Kvindeeliteudvalget og UEFAs Women’s Commitee hos DBU, Mette Bach Kjær. (Foto: Michael Bo Rasmussen © Michael Bo Rasmussen / Baghuset)

DBU: ’Vi har ikke været dygtige nok’

Hos DBU erkender forkvinde for kvindeeliteudvalget og UEFA's Women’s Commitee, Mette Bach Kjær, at andre lande har gjort det bedre, når det kommer til at sælge kvindefodbold til sponsorer og tv, der netop kunne give flere ressourcer til at styrke både kvindelandsholdet og kvindeligaen.

- Niels Sterndorff har en pointe i at sige, vi har været for langsomme og måske endda kunne have været endnu bedre til at få sponsorater. Vi kunne godt have fået mere værdi ud af EM, end vi gjorde, siger Mette Bach Kjær og fortsætter:

- Siden EM 2017 har vi blandt andet indgået ny sponsoraftale, og vi har lavet en større tv-aftale. Derudover har vi senest forlænget kvindelandsholdsaftalen, der skaber et fantastisk fundament for at forbedre de sportslige vilkår, og vi kan gå benhårdt efter værtskabet for EM i kvindefodbold i 2025. Samtidig er der også rigtig mange gode ting i gang med Gjensidige Kvindeliga og kvindefodbolden generelt i Danmark.

Både Mette Bach Kjær og DBU’s Ligachef, Nicolai Kaas Nordstrøm, mener, at konflikten om landsholdets arbejdsforhold, der opstod mellem kvindelandsholdet og DBU lige efter EM i 2017, var med til at skræmme potentielle sponsorer og tv-aftaler væk og lagde en alvorlig dæmper på den ellers positive udvikling, der var i gang i kvindefodbolden.

- Vi var så stolte over at være i finalen. Så kommer vi hjem og bum: Konflikt. Jeg peger hverken fingre af DBU eller spillerne, men jeg tror, at havde vi ikke haft den konflikt, var vi nået længere, end vi er nu. Men vi er rigtig godt på vej nu, selvom vi meget gerne ville have været endnu bedre til at kommercialisere kvindefodbolden. Det skal man ikke være et sekund i tvivl om, siger Mette Bach Kjær.

Få overblik over konflikten her: