Lørdag var der tre kampe på programmet i Gjensidige Kvindeligaen. AaB var taget til Farum på besøg hos FC Nordsjælland i jagten på sæsonens første sejr, mens KoldingQ gæstede FC Thy-Thisted og AGF var et smut i Nordjylland hos Fortuna Hjørring.
Søndag var førerholdet fra Brøndby i aktion på udebane mod HB Køge.
Få overblikket over weekendens resultater her.
FC Nordsjælland - AaB: 2-0
AaB var på jagt efter sæsonens første sejr, mens FC Nordsjælland skulle holde fast i subtoppen af rækken.
Hjemmeholdet tog sejren på 2-0 ved hjælp af scoringer helt i kampens begyndelse og slutning. Kathrine Møller Kühl scorede til 1-0 allerede efter fem minutter af kampen, mens Cecilie Larsen fordoblede føringen helt til sidst.
Fortuna Hjørring - AGF: 5-1
De regerende mestre fra Fortuna Hjørring gav AGF en lussing, da aarhusianerne var på besøg i det nordjyske. Karen Holmgaard og Sofie Lundgaard gjorde det til 2-0 i første halvleg, inden AGF reducerede ved Maria Herdel.
Efter pausen scorede først Olivia Møller Holdt for Fortuna, hvorefter Rebekka Frederiksen og Indiah-Paige Riley gjorde det til slutresultatet 5-1.
Med sejren lægger Fortuna sig op på andenpladsen, men kan dog blive overhalet søndag, hvor HB Køge møder Brøndby.
KoldingQ - FC Thy-Thisted: 3-1
Det var KoldingQ, der trak sig sejrrigt ud af mødet med FC Thy-Thisted.
På scoringer af Molli Plasmann og Emma Færge kom koldingenserne foran 2-0. FC Thy-Thisted fik dog reduceret ved Rikke Dybdahl, men Laura Høgh Faurskov scorede med ti minutter igen til slutresultatet 3-1.
HB Køge - Brøndby: 5-0
Brøndby har været forrygende i den første del af sæsonen. Med otte sejre og en enkelt uafgjort i sæsonens første ni kampe, har de lagt sig suverænt i spidsen af Gjensidige Kvindeligaen.
Men den ubesejrede stime blev stoppet noget så eftertrykkeligt i dag.
På besøg hos HB Køge var værterne ganske overlegne og vandt sikkert 5-0.
Kyra Carusa blev dobbelt målscorer i første halvleg, mens Madalyn Pokorny kopierede den bedrift i anden halvleg. I kampens overtid slog Lærke Niklasson det sidste søm i kisten med sin scoring til slutresultatet 5-0.