HB Køge er dansk mester for første gang: 'Det tror jeg sgu ikke, mange havde regnet med'

Med en sejr på 3-1 over Brøndby kan kvinderne fra HB Køge kalde sig for danske mestre i fodbold for første gang i klubbens historie.

19 år.

I så lang tid er mesterskabet i dansk kvindefodbold havnet hos enten Brøndby eller Fortuna Hjørring. Men den statistik sluttede i dag.

HB Køge besejrede nemlig Brøndby med 3-1 på hjemmebane i lørdagens direkte guldduel i Kvindeligaens mesterskabsspil, og dermed kan oprykkerklubben lade sig hylde som dansk mester for første gang i klubbens historie.

Den umiddelbare glæde var derfor også til at mærke efter kampens slutfløjt hos de nykårede mestres midtbanespiller Cecilie Buchberg:

- Det er helt fantastisk. Det tror jeg sgu ikke, mange havde regnet med. Det er en kæmpe festdag.

Men selvom det i manges øjne måske er en overraskelse, at HB Køge løber afsted med det danske mesterskab, så stemmer den nye titel fint overens med de ambitioner, oprykkerne havde fra starten af sæsonen.

- Det er fantastisk at have været på den her rejse med de her piger og alle folk omkring. Vi havde sindssygt høje ambitioner fra sæsonen gik i gang, men hvis vi ikke havde haft troen på det fra start, var det ikke lykkedes, siger Cecilie Buchberg.

Brændt straffe og dominans

Før kampen adskilte blot to point de to sjællandske klubber. Brøndby på andenpladsen var derfor pisket til sejr, hvis ikke mesterskabet skulle havne i Køge.

Men efter kun fire minutters spil fik hjemmeholdet en gylden mulighed for at bringe sig i front, da Brøndbys Maja Kildemoes begik straffespark. De gulblusede kunne dog ånde lettet op for en stund, da Maria Uhre Nielsens aflslutning blev reddet af Brøndby-keeperen Naja Bahrenscheer.

Men et kvarters tid senere var den gal igen for klubben fra Vestegnen. Efter lidt tumult på et HB Køge-hjørnespark stod Kyra Carusa det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og så kunne hun sende bolden i kassen til 1-0.

Til trods for scoringen havde topholdet ikke i sinde at slippe foden fra speederen. I det 27. minut indstillede Cecilie Buchberg nemlig sigtekornet, og med en velplaceret afslutning fra kanten af feltet fik hun sendt bolden i mål til 2-0, der også blev kampens pausestilling.

Selvom det derfra var Brøndby, der havde brug for en scoring, fortsatte HB Køge i anden halvleg, hvor de slap. I det 55. minut kunne Cecilie Buchberg nemlig prikke bolden i mål for anden gang efter fremragende forarbejde af Kyra Carusa, og så blev opgaven endnu sværere for gæsterne.

Et enkelt mål blev det dog til for Brøndby, der i overtiden fik reduceret på en straffesparksscoring af Nanna Christiansen. Men det så hjemmeholdet ud til at være ligeglade med, for få sekunder efter fløjtede dommeren kampen af, og så kunne jublen starte.

Efter slutfløjt kunne spillerne fra HB Køge bryde ud i vild jubel. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

Nu venter Champions League

Udover glæden ved at have vippet Brøndby og Fortuna Hjørring af pinden, kan den sjællandske klub nu også se frem til at skulle spille Champions League i næste sæson. Og selvom fejringen af mesterskabet endnu ikke er afsluttet, har klubbens administrerende direktør, Per Rud, allerede godt gang i planlægningen frem mod det europæiske eventyr.

- Vi er allerede langt inde i planlægningen og er ved at samle et Champions League-hold.

Der er ingen tvivl om, at ambitionerne er tårnhøje i HB Køge, og den admindstrerende direktør afviser derfor også blankt, at klubben kommer til at skuffe i næste sæson.

- Det kommer ikke til at ske her. Prøv at se, hvad det er for et hold, vi har her og får taget ind hele tiden. Vi kommer til at blive en mastodont i kvindefodbold, siger Per Rud.