Hjælp til landets piger: Breddeklubber belønnes for talentudvikling

DBU har vedtaget en aftale, der vil give kompensation til breddeklubberne, hvis en spiller skifter videre.

ARKIV DBU har besluttet at hjælpe breddeklubberne med belønninger for talentudvikling (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Fremover kan de helt små fodboldklubber gøre klogt i at bruge endnu flere kræfter på at udvikle deres bedste pigespillere. Der venter nemlig en belønning, hvis de sender spillere videre til større klubber. Det har DBU’s bestyrelse besluttet.

Det gør de, fordi fodboldeliten i høj grad er afhængig af den talentudvikling, der sker ude i breddeklubberne.

- Den nye aftale sikrer en bæredygtig kobling mellem bredde- og eliteklubberne. På den ene side anerkendes og belønnes breddeklubberne for deres arbejde med talentudviklingen af de bedste pigespillere, og på den anden side vises der respekt for videreudviklingen af spillerne, som eliteklubberne overtager, siger Mette Bach Kjær, der er bestyrelsesmedlem i DBU.

Kompensationen til breddeklubberne bliver sat i gang, når en spiller skriver en kontrakt med en dansk klub i 3F-ligaen eller 1. division, og den går til alle de klubber, som spilleren har spillet for, siden hun var 12 år.

Det gælder dog kun for spillere, som ikke er fyldt 23 år.

Beløbet vil være 4000 kroner, hvis spilleren har skrevet kontrakt med en 3F-klub, mens det vil være 2000 kroner, hvis det er en 1. divisionsklub.

Det er planen, at aftalen vil blive kigget efter af DBU’s bestyrelse efter det første år.

DBU har desuden sendt aftalen til Fifa med en forhåbning om, at det internationale fodboldforbund bliver inspireret til at lave det til en international ordning.

Facebook
Twitter