Hvad er chancen?! Lørdag kan Fortuna Hjørring vinde guld med fem tvillinger på holdet

19 procent af Fortuna Hjørrings førsteholdstrup udgøres af tvillinger.

(Foto: Jess Madsen. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Kan du huske, da Ankersen-tvillingerne sled græsstråene tynde i Esbjerg? Eller da Johansen-tvillingerne tryllede i FC København?

Jovist, det er specielt med tvillingepar på et og samme fodboldhold. Og i øvrigt også en sjældenhed. Men det sker.

Også hos Kvindeligaens aktuelt bedste fodboldhold, rækkens nummer et fra Fortuna Hjørring. Endda i et endnu større omfang.

Her finder man nemlig både Holmgaard-tvillingerne, Karen og Sara, Carstens-tvillingerne, Signe og Mathilde, og så ’løsgængeren’ i nordjydernes tvillingeflok, Sara Thrige.

Fem tvillinger i en trup på 26 spillere. Hurtig hovedregning fortæller altså, at 19,2 procent af spillertruppen i Fortuna Hjørring udgøres af tvillinger.

Og spoler vi tiden blot et halvt år tilbage, havde tallet været endnu vildere.

Dengang var også Grøn-tvillingerne, Laura og Line, en del af truppen, der altså dengang blev talte syv tvillingen og dermed en procentdel af truppen på hele 27. I øvrigt alle enæggede.

Men spiller de? Det gør de. Holmgaard-tvillingerne sågar på landsholdet, mens Mathilde Carstens så sent som i seneste spillerunde blev matchvinder for Fortuna Hjørring i udekampen mod Kolding Q. Et mål, der i øvrigt sikrede nordjyderne en fortsat førsteplads inden lørdagens guldkamp mod Brøndby.

Overraskende sandsynligt

For netop lørdag kan Fortuna - hvis de undgår at tabe i sæsonens sidste dyst, der byder på et topbrag mod rivalerne fra Brøndby - vinde det danske mesterskab.

Det i sig selv er ikke usandsynligt. Men det er til gengæld det faktum, at så stor en procentdel af truppen udgøres af tvillinger. Kunne man fristes til at tro om ikke andet.

Ifølge Danmarks Statistik var en ud af 45 fødsler i midten af 00'erne tvillingefødsler. Altså var to af 46 børn tvillinger.

Ifølge Susanne Ditlevsen, der er professor hos Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet, er det med disse tal overraskende sandsynligt, at flere tvillinger optræder på et og samme fodboldhold.

- Faktisk ville det være mere mærkeligt, hvis vi IKKE så det indimellem i en klub, fortæller hun.

- Hvis vi antager, at fodboldspillere vælges tilfældigt fra en befolkning, hvor 1/23 er tvillinger, vil der i en spillertrup på 26 spillere være 31 procent sandsynlighed for, at mindst to af dem er tvillinger.

- Sandsynligheden for, at en trup på 26 spillere indeholder fem tvillinger – som tilfældet er i Fortuna Hjørring - er cirka en halv procent og vil forekomme i én ud af 210 trupper.

- Og at have syv tvillinger i en og samme trup vil forekomme i én ud af 11.000 trupper, forklarer Susanne Ditlevsen ud fra sine beregninger.

Med til beregningerne hører dog, at der hverken er taget højde for, at tvillingerne er søskende eller ej.

En klar fordel

Tvillinger har ikke nødvendigvis superkræfter.

Nogen vil nok argumentere for det modsatte, men en form for sjette sans har de måske.

Ifølge tvillingeparret Sara og Karen Holmgaard kan de i hvert fald med så godt som lukkede øjne finde hinanden på fodboldbanen.

- Nu har jeg kun prøvet at være tvilling, men Sara og jeg har et specielt bånd på banen i forhold til at finde hinanden. Jeg ved altid, hvor Sara er på banen. Det er lidt mærkeligt, men jeg ved altid, hvad Sara gør, og hvad hun vil, siger Karen Holmgaard.

En udlægning af realiteterne som tvillingesøster Sara bekræfter.

- Vores tætte bånd er en stor fordel. Vi ved altid, hvor hinanden er. Også selvom vi ikke lige holder øje med det. Det ligger i underbevidstheden.

Holmgaard-tvillingerne ses her sammen med cheftræner Niclas Hougaard, efter at tvillingerne onsdag forlængede med Fortuna Hjørring, så kontrakterne nu løber frem til sommeren 2021. (Foto: Jess Madsen)

Særligt konkurrencen tvillingerne imellem bidrager positivt til hele holdet, mener de.

- Vi kæmper altid om at være bedst. Men det er kun positivt, at den ene vil være mindst lige så god som den anden, forklarer Karen Holmgaard.

I spidsen for de 26 spillere og altså fem tvillinger står cheftræner Niclas Hougaard. Og heller ikke han ser andet end positivt på det genetiske sammenspil, tvillingerne giver truppen.

- Jeg kan godt mærke, at tvillingerne har et specielt bånd.

- De har trænet meget sammen igennem hele deres liv, og på den måde har de lært hinandens spil godt at kende. Og de ved, hvad hinandens styrker og svagheder er.

- Derudover har tvillingerne mange af de samme forcer. De bruger hinanden til at spare med hinanden og blive bedre. Når den ene kan noget, den anden ikke kan, så virker det til at gå dem på, og så øver de lidt ekstra, siger Niclas Hougaard.

Men en trup består som bekendt ikke kun af to sæt tvillingesøstre. Hele holdet skal fungere, ellers er tvillingernes indbyrdes forståelse overflødig, mener cheftræneren.

- Vi skal være meget opmærksomme på, at de er en del af truppen og gode til at integrere sig. Men det har ikke været noget problem. Nu har vi haft erfaring med at have flere tvillingepar, og jeg synes især på banen, at det udelukkende er en force.

Signe (tv.) og Mathilde Carstens er Fortuna Hjørrings andet tvillingepar. (Foto: Jess Madsen)

At de er tvillingesøstre i truppen, er da også noget, der bemærkes i dagligdagen, fortæller han.

- De kommer og går stort set altid sammen. Og spørger den ene, om man lige kan tage et kvarter med individuel træning, ved jeg altid, at det ikke er individuelt, men med dem begge. Spørger den ene, ved man, at man svarer dem begge. Sådan er det ikke med de andre spillere på holdet.

- Så længe de er gode til at integrere sig, så har vi nogle spillere, der er trygge ved hinanden, og som er gode til at presse hinanden. Det giver også en positiv indvirkning på resten af truppen. At de kan udfordre hinanden, er med til at gøre de andre bedre, siger Niclas Hougaard.

Måske ikke for evigt

Nu findes der som bekendt både enæggede, tveæggede og tilmed også siamesiske tvillinger. Og særligt de sidste er svære at skille ad. Men det samme kan de to andre slags tvillinger nu også være.

At karrieren for altid skal foregå som tvillinger på et og samme hold, kan dog ikke garanteres. Og den realitet har Holmgaard-tvillingerne, der i øvrigt også bor sammen til dagligt, også allerede drøftet.

- Vi er tætte og vil allerhelst spille sammen, men vi ved også, at vi ikke kommer til at leve sammen resten af livet. Så der vil være en dag, hvor vi beslutter, at vi skal hver vores vej. Vi vil helst være sammen, men vi tror også, at det er sundt en dag at blive skilt ad, siger Karen Holmgaard.

- Jeg tvivler også på, at der er en klub, der gerne vil have os begge. Det er i hvert fald sjældent, at sådan noget sker. Men det giver en tryghed at spille på samme hold, siger Sara Holmgaard.

Måske Sara (billedet) og Karen Holmgaard en dag må skilles ad som holdkammerater. (Foto: Jess Madsen)

Og selvom det altså kan blive en realitet, at en klub en dag henter ikke bare én af Fortunas tvillinger, men hele tvillingeparret, er det ikke noget, der bekymrer cheftræner Niclas Hougaard.

- Uanset hvad skal de begge gøre sig fortjent til at komme af sted. Og jeg vil glæde mig på deres vegne, hvis de begge gør det. Det er ikke en bekymring, at der er kan ryge to eller fire på samme tid, siger Fortuna-træneren.

Opgøret mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF fløjtes i gang lørdag klokken 14.00 og kan følges direkte i LIGA på P3.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk