Kvindeligaen i gang med favoritsejre: FCN og Fortuna knælede i sympati

Både Fortuna Hjørring og Brøndby vandt deres respektive kampe, da kvindeligaen blev genstartet.

Se højdepunkter fra kampen i videoen her.

Både Fortuna Hjørring og Brøndby fik en god start med sejre, da Gjensidige Kvindeligaen lørdag endelig kom i gang igen efter coronanedlukningen.

Dermed topper de to mesterskabsfavoritter slutspillet og fortsætter det intense parløb, som har kendetegnet dansk kvindefodbold siden 2002.

Fortuna Hjørring vandt 2-0 ude over Farum BK på mål af landsholdsspiller og topscorer Caroline Møller i første halvleg og Sofie Lundgaard efter pausen, hvor Farum ellers var startet bedst.

Før startfløjt benyttede de to hold muligheden for at vise sympati over for sortes rettigheder i USA, da de knælede på midten af banen som et symbol for kampen mod racisme.

Spillerne knæler for at vise sympati for racismekamp.

Brøndby sikrer sejr til sidst

Fortuna Hjørrings mesterskabskonkurrenter fra Brøndby havde på papiret et nemmere opgave lørdag eftermiddag, da de hjemme tog imod bundholdet fra Kolding.

Men de store favoritter fra Brøndby måtte vente helt til to minutter før tid, før sejrsmålet kom. Det var unge Caroline Pleidrup, der endte med at blive matchvinder.

Dermed tyder meget allerede nu på, at intet ændrer sig, når titlen uddeles om fire spillerunder.

Siden 2002 har Fortuna Hjørring og Brøndby nemlig fordelt samtlige mesterskaber mellem sig, og i de seneste seks år har de taget guld på skift.

Brøndby og landsholdsspiller Nicoline Sørensen kunne ånde lettet op, da de sikrede sig alle tre point til sidst i kampen mod Kolding. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Skal den tendens fortsætte, er det Fortunas tur i år.

Klubben fra Nordjylland sluttede da også øverst i grundspillet, der blev færdigspillet helt tilbage i november.

Den førsteplads gav ti point med over i slutspillet, hvor Fortuna Hjørring derfor topper med 13 af slagsen foran Brøndby med 11 point.

Thisted har syv point efter 3-1-sejr ude over VSK Aarhus. Farum har seks point efter tredjepladsen i grundspillet.

Kvalifikationsliga også i gang

Lørdag begyndte også kvalifikationsrækken, hvor seks andre hold tørner sammen og spiller om to pladser i den bedste række i næste sæson.

Ingen af holdene har point med over fra grundspillet.

Aalborg, HB Køge og Odense vandt, mens BSF, Vildbjerg og B93 tabte.

I begge slutspil er der tale om en forkortet version med fem spillerunder, hvor holdene kun møder hinanden én gang.

/ritzau/DR Nyheder