Kvindernes fodboldliga åbner også for tilskuere

Allerede fra weekenden kan fodboldfans få adgang til slutspillet i kvindernes bedste række, som i første omgang starter som et forsøg.

Nu er det også tilladt at heppe på de kvindelige fodboldspillere på de danske stadions. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Fodboldfans begynder stille og roligt at få adgang på danske stadions, efter regeringen mandag meddelte, at det ville være muligt at have op til 500 tilskuere på stadion ved udendørs sport.

Denne nyhed gælder - udover Superligaen og 1.division - nu også slutspillet i kvindernes bedste fodboldrække. Dermed kan klubberne se frem til at få opbakning fra lægterne allerede fra den kommende weekend, hvor kampene fortsætter igen efter en længere corona-nedlukning.

Nyheden skaber glæde hos Kim Kjærhus, formand for Kvindedivisionsforeningen.

- Det er helt fantastisk for spillerne, klubberne og ikke mindst dansk kvindefodbold, at vi nu har muligheden for at få op til 500 tilskuere til vores kampe. Vi kommer naturligvis til at leve op til de krav, der er.

- Det er vi især i stand til, fordi vi har en fremragende samarbejdspartner i Gjensidige Forsikring. Og så skal der også lyde et stort tak til Divisionsforeningen og DBU for deres stærke arbejde med at få fans på stadion, siger Kim Kjærhus til Kvindelig.dk's hjemmeside.

To testrunder i starten

Der er dog i første omgang tale om en forsøgsordning gældende for de næste to spillerunder, hvor det vil blive vurderet, om klubberne kan håndtere kravene for at afvikle kampe på forsvarlig vis.

Hvis forsøget går godt, fortsætter tilbuddet resten af sæsonen og kan udvides til kampene i kvalifikationsspillet.

Myndighederne tillader op til 500 siddende tilskuere, og det er inklusive spillere, stab og øvrigt stadionpersonale.

Lørdag bliver der spillet tre kampe i slutspillet, hvor Fortuna Hjørring tager imod VSK Aarhus, FC Thy-Thisted Q tørner sammen med Brøndby, mens KoldingQ byder velkommen til FC Nordsjælland.

Der vil være adgang for tilskuere både i Hjørring og Thisted, mens KoldingQ ikke når at blive klar til at følge protokollerne om afvikling af kampe, og derfor vil der ikke være adgang til kampen mod FCN.