Landsholdsspiller skifter til engelsk fodbold: 'Jeg har en rigtig god mavefornemmelse'

Årets spiller i kvindeligaen, Nicoline Sørensen, skifter til den engelske fodboldklub Everton.

Nicoline Sørensen (til venstre) skifter til engelske Everton. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Vi har fået endnu en dansk fodboldspiller i en af verdens bedste fodboldligaer.

Den danske landsholdsspiller Nicoline Sørensen skifter Brøndby IF ud med Everton i den bedste engelske fodboldrække.

Nicoline Sørensen har fået en toårig-kontrakt, der gælder fra 1. juli 2020.

- Det er en af de allerstørste ligaer, og det glæder jeg mig helt vildt meget til at blive en del af, siger den nye Everton-spiller til DR Sporten.

- Den engelske liga har i de seneste to år været i en rivende udvikling. Der er enormt mange spillere, der gerne vil dertil, fordi ligaen er superfed. Der er også blevet postet mange penge i den, og man gør meget for at promovere kvindefodbold.

En rivende udvikling, som Årets Gjensidige Kvindeliga-spiller 2019 nu bliver en del af. Det er også ambitionerne i engelsk fodbold, der er med til at trække den danske landsholdsspiller mod ligaen.

- Der er rigtig gode faciliteter. Et topprofessionelt set-up med en kæmpe stab omkring holdet.

- Jeg har det bare enormt godt med det skifte, lyder det.

Tredje udlandsophold på syv år

Det er ikke nyt for den 22-årige dansker at pakke fodboldstøvlerne og rejse udenlands. Det er faktisk tredje gang i karrieren, at Nicoline Sørensen tørner ud for en udenlandsk klub.

I to omgange har kantspilleren rejst over sundet til henholdsvis FC Rosengård i 2013 og Linköpings FC i 2017. Men nu bliver det anderledes – og det skyldes blandet andet de tidligere erfaringer, som fodboldspilleren har gjort sig i udlandet.

- Jeg har jo været i udlandet en gang før, hvor jeg fik et par knubs. Det har jeg lært ufatteligt meget af, så jeg ved, hvad der ligesom har været vigtigt for mig i det her skifte. Det synes jeg, at jeg er kommet rigtig godt i mål med. Så jeg har en rigtig god mavefornemmelse. Jeg glæder mig bare helt vild meget, lyder det.

Og den gode mavefornemmelse er vigtig – både på fodboldbanen og i privatlivet.

Nicoline Sørensen bringer Brøndby IF foran i Champions League-opgøret mod Piteå IF forrige år. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Jeg er ikke nervøs for noget, for jeg er ret sikker på, at den her proces nok skal gå rimelig glat. Vigtigst af alt for mig, så ser jeg, at jeg nok skal blive en meget bedre fodboldspiller af det, siger den driblestærke kantspiller og fortsætter:

- Jeg ved på en eller anden måde, hvad der venter mig – uden helt at vide det. Nu har jeg ligesom prøvet det liv før. Der fandt jeg ud af, hvad der ikke fungerede for mig.

- Der vil selvfølgelig være nogle bump på vejen, men jeg har fået meget bedre styr på mine værdier.

En klub i udvikling

Everton etablerede sit kvindehold i 1983 og spiller i dag i den bedste engelske række. I denne sæson endte holdet på sjettepladsen. I forrige sæson sluttede klubben som nummer ni i ligaen. Det er en klub i udvikling, der har ambitioner om at tage en plads i top-tre i det kommende år, lyder det fra deres nyeste indkøb.

- De har et mål om at lege med, hvor det gælder. Hvor man møder, vinder og spiller mod de bedste, så man også kan komme i Champions League og spille mod de allerbedste.

- Det kunne være sindssygt fedt, hvis vi kunne indfri de mål. Det er en superfed ambition, og noget af det, jeg rigtig gerne vil være med til – og blive én af de allerbedste. Det tror jeg, at jeg kan blive i det miljø, uddyber hun.

Nicoline Sørensen (til venstre) var nomineret som Årets Kvindelige Fodboldspiller ved DR's Sport 2019 - her sammen med landsholdskollegaen Sanne Troelsgaard, der også var nomineret. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

En af de afgørende faktorer for det engelske holds udvikling er ifølge Nicoline Sørensen træneren Willie Kirk, der har stået i spidsen for holdet siden december 2018.

- De fik ny træner for 18 måneder siden, som har bygget sit eget hold op. Der var store transfer sidste sommer. Det samme er gældende i denne sommer.

Den skotske træner er også begejstret for sin nyeste spiller i truppen.

- Jeg har fulgt hende i et par år nu og set hende udvikle sig med Brøndby og blive et nøglemedlem i Danmarks startellever. Vi følte begge, at dette var det rigtige tidspunkt for hende at flytte til England, og vi ser nu frem til at tage hendes spil til et nyt niveau, lyder det fra Kirk i en pressemeddelelse.

Den bedste kvindelige fodboldrække i England blev annulleret med øjeblikkelig virkning i slutningen af maj på grund af coronavirus. Chelsea blev i starten af juni kåret som vindere af Women's Super League-titlen.

Facebook
Twitter