Nordjysk guldfest med nerver i benene: 'Det var den værste følelse nogensinde'

En enkelt scoring kunne have sendt guldet til Brøndby i lørdagens afgørende kamp i Gjensidige Ligaen.

Fortuna Hjørrings kvinder jubler efter at have vundet det danske mesterskab for 11. gang i klubbens historie. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Queens 'We Are The Champions' er efterhånden blevet spillet mere end en håndfuld gange i Hjørring, når landets bedste fodboldrække for kvinder er gået på hæld.

Du kan se et sammendrag af guldkampen herunder.

Hele ti gange siden 1994 har der været mulighed for at vugge arm i arm til tonerne i det nordjyske, og lørdag eftermiddag var tiden så inde til at finde den gamle traver frem igen.

Med 1-1 i hjemmekampen mod de forsvarende mestre fra Brøndby hentede Fortuna Hjørring nemlig mesterskabstrofæet til Hjørring for 11. gang i klubbens historie.

Brøndby landede i Hjørring med visheden om, at kun tre point ville være den lange tur værd, men der skulle et føringsmål fra hjemmeholdet til at sætte gang i gæsterne, der udlignede inden pausen.

Tvillingerne Karen og Sara Holmgaard fra Fortuna Hjørring med guldet om halsen.

Derefter blev det en anelse nervøst for Fortuna Hjørring, der flere gange måtte kigge på uret, lyder det fra Karen Holmgaard, der blev skiftet ud i pausen af opgøret.

- Det var den værste følelse nogensinde, for jeg er ikke vant til at sidde på bænken. Det kan mine nerver ikke holde til. Det holdt, selv om det var lidt stressende i anden halvleg, hvor vi ikke får sat presset ordentligt, men vi får kæmpet det hjem, og det var pissefedt.

- Det bølgede meget frem og tilbage, og hver gang de førte bolden ned mod vores ende, så røg nerverne lige i vejret, siger Karen Holmgaard.

21 dage og et mesterskab

Det er ikke mere end 21 dage siden, at Niclas Hougaard Hansen debuterede som cheftræner for Fortuna Hjørring. Nu, tre uger senere, kan han så kalde sig dansk mester.

I januar overtog den tidligere ungdomstræner førsteholdet i klubben, og på grund af udbruddet af coronavirus måtte han altså vente et halvt år på at komme i kamp. Derfor var glæden også stor over at føre holdet hele vejen til toppen af skamlen efter blot fem kampe i den forkortede slutspilsstruktur.

- Det holdt hårdt i dag, men jeg er lykkelig lige nu. Der var en masse tvivlskendelser og tacklinger, men jeg synes, vi gør det virkelig godt ved at holde dem fra de store chancer, og det er meget afgørende for, at vi nu står som danmarksmestre.

Fortuna Hjørrings cheftræner Niclas Hougaard Hansen fik sig et velfortjent champagnebad af spillerne efter opgøret. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

- Jeg ville gerne have haft at vi var bedre med bolden, men det må vi tage på onsdag (hvor der spilles pokalsemifinale, red.) og til næste sæson. Men lige nu er det ikke så vigtigt - jeg er bare glad, lyder det fra Niclas Hougaard.

Onsdag aften skal Fortuna Hjørring forsøge at spille sig nærmere 'The Double', når FC Nordsjælland venter i semifinalen i Sydbank Pokalen. Vinderen i den kamp spiller pokalfinale i Thisted lørdag den 4. juli.