Oddset og kvindelandsholdet - giver det samarbejde mening?

Kvindelandsholdets nye hovedsponsor har i årevis slået sig op, at der er så meget kvinder ikke forstår.

'Der er så meget kvinder ikke forstår', lyder det i de berømte Oddset-reklamer. Nu skal bettingfirmaet bag sponsorere kvindelandsholdet. (© Scanpix/Danske Spil)

Skulle man finde en oplagt sponsor til det danske kvindelandshold alene baseret på et slogan, så ville Oddset, der i årevis har markedsført sig med reklamer med temaet ’Der er så meget kvinder ikke forstår’, nok for ganske få være det første bud på en samarbejdspartner.

Ikke desto mindre er det lige præcis Oddset, som DBU tirsdag kan præsentere som ny hovedsponsor for det danske kvindelandshold i en aftale, der strækker sig frem til VM i Frankrig 2019.

Kommerciel direktør i DBU, Katja Moesgaard, medgiver, at Oddsets slogan kan falde nogle for brystet.

- Det er i hvert fald et slogan, der indeholder en vis provokation. Nu går Danske Spil aktivt ind i kvindefodbold og gør det helhjertet og vil gerne bidrage til den udvikling, som dansk kvindefodbold er inde i. Det er rigtigt positivt, siger Katja Moesgaard, der mener, at sponsoratet er et udtryk for at flere er begyndt at se i kvindefodboldens retning.

- Aftalen er vigtig for landsholdet og kvindefodbold generelt. Det er et godt billede på, at erhvervslivet har fået øjnene op for den værdi, som kvindelandsholdet har som brand. Det er med til at eksponere holdet. Der er flere og flere, der følger med. Vi vil gerne have endnu flere med. Det kan vi få med en aktiv sponsor

Hos Oddset, der er en del af Danske Licens Spil, forventer man også, at det nye samarbejde nok vil overraske nogle, men det velkendte slogan ’Der er så meget kvinder ikke forstår’, vil der ikke blive pillet ved.

- Nej. ’Der er så meget kvinder ikke forstår’ er Oddsets slogan. Og sådan bliver det ved med at være. Men vi kommer helt sikkert til at bruge skismaet mellem kvindelandsholdet og Oddsets slogan aktivt i vores markedsføring af sponsoratet, lyder det fra marketingchef hos Danske Licens Spil, Søren Nielsen, i pressemeddelelse.

Betting er helt kompatibelt med landsholdsfodbold

Betting og spil har været en del af fodboldsporten altid. DR Sporten har sågar haft hele programmer dedikeret til fænomenet, men spil har også en bagside, hvor nogle bliver afhængige af spil og kommer i uføre.

Både blandt tilskuere til sporten, men også blandt udøverne, hvor flere spillere i de senere år er trådt frem med deres historier om spilmisbrug.

At det danske kvindelandshold nu sponsoreres af et bettingfirma, ser DBU og kommerciel direktør Katja Moesgaard dog ikke som et problem.

- Det, som vi vurderer ud fra, det er, om det er et reguleret marked. Der er rigtig mange, der spiller og better i Danmark. Så længe det er reguleret og ikke forbudt, så ser jeg ingen problemer i det.

Facebook
Twitter