Thisted FC må nøjes med uafgjort efter FC Nordsjællands udligning i overtiden

Thisted FC var ikke mange sekunder fra en sejr, men i de sidste sekunder af overtiden udlignede FC Nordsjælland.

Thisted FC spiller 2-2 mod FC Nordsjælland. Se alle målene i videoen her.

Det var lige ved og næsten for Thisted FC, der indtil det femte minut af overtiden kunne kravle op på en andenplads i tabellen. FC Nordsjælland ville det bare anderledes, og i de sidste sekunder af kampen udlignede Linnea Borbye til 2-2.

Det betyder, at Thisted FC beholder deres fjerdeplads efter denne spillerunde, mens FC Nordsjælland ligger på tredjepladsen.

Det var FC Nordsjælland, der kom bedst fra start i Super Matchen med en scoring kort før pausen til 1-0 af Amalie Vangsgaard.

Føringen holdt ikke mange minutter, for i anden halvleg var det Thisted FC, der hurtigt fik indstillet sigtekornet. Først med en scoring til 1-1 af Matilde Kjeldgaard, der syv minutter senere også scorede til 2-1 på straffespark.

Et-måls-føringen varede helt indtil det femte minut i overtiden, og derfor var det også et skuffet Thisted FC-mandskab, der gik fra banen med uafgjort mod FC Nordsjælland.

Fortuna Hjørring mister førstepladsen

Kampen mellem Fortuna Hjørring og Odense Q blevet rundens mest målrige.

Med en 3-2 sejr til Odense Q fik de sæsonens anden sejr. Det betyder, at de har seks point og dermed stadigvæk befinder sig i nedrykningsgruppen på en syvendeplads.

Sjette spillerunde blev samtidig runden, hvor Fortuna Hjørring fik sit første nederlag i denne sæson. To mål var nemlig ikke nok mod Odense Q, så de rykker væk fra førstepladsen og én plads ned i tabellen med 11 point.

Brøndby vinder sikkert over KoldingQ

KoldingQ startede sæsonen godt med to sejre og lagde sig lynhurtigt i spidsen af Gjensidige Kvindeligaen. Men de er uden sejre i de seneste fire runder, og med nederlaget til Brøndby i dag befinder de sig stadigvæk i midten af tabellen på en 5. plads.

De forsvarende mestre fra Brøndby fulgte derimod den indbyrdes statistik og vandt for sjette gang i streg ligaopgøret over KoldingQ. Derfor indtager de førstepladsen med 12 point.

Det blev en sejr på 3-0 med mål af Nicoline Sørensen (9’), Louise Winter (65’) og Nanna Christiansen (90+3’).

VSK Aarhus fik sin første hjemmebanesejr

Før sjette spillerunde havde BSF stadig deres første sejr i sæsonen til gode. Modstanderen var VSK Aarhus, der samtidig jagtede sæsonens første hjemmebane-sejr.

Missionen lykkedes for VSK Aarhus med en 3-0 sejr over BSF, der modsat må kigge længere efter deres første sejr.

I sidste sæson blev det til en tredjeplads og dermed bronzemedaljer til VSK Aarhus, men denne sæson er ikke startet, som den sidste sluttede. Derfor var det også en vigtig sejr for VSK Aarhus, der nu kan rykke lidt længere væk fra bundpositionen.

Kampen endte 4-0, hvor to spillere fandt vejen til nettet ; Sofie Bloch Jørgensen (26’ og 90+2’) og Olivia Holdt (65’ og 74’).