Efter mareridtskampen mod Kasakhstan ved sidste landsholdssamling skal det danske herrelandshold i fodbold rejse sig, når først Nordirland og senere Slovenien venter i EM-kvalifikationen senere i juni.
Tirsdag eftermiddag udtog Kasper Hjulmand truppen, der skal sørge for at lukke såret efter 2-3-nederlaget i marts hurtigt, og her er der lutter kendte ansigter på listen.
- Vi er ikke pressede, men irriterede. Vi tabte tre point i Kazakhstan, og vi skal gå efter at vinde de to næste, sagde Kasper Hjulmand på dagens pressemøde.
Til gengæld har landstræneren, der netop har forlænget sin aftale med det danske herrelandshold, udtaget hele 25 spillere mod de 23 forventede.
Se truppen herunder:
To kampe skal give seks point
Mens der ikke er mulige debutanter i truppen, er flere velkendte spillere tilbage. En af dem, er Leipzig-angriberen Yussuf Poulsen.
- Han spiller for en af Europas bedste klubber og bliver brugt flittigt, fordi der er en bund i de ting, han laver. Han ved præcist, hvordan et hold fungerer, og hvordan han skal bidrage på og uden for banen, forklarer landstræneren.
Ifølge DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, skal årsagen til de lutter velkendte ansigter findes i det faktum, at der skal point på kontoen i de kommende kampe.
- Det handler om, at de kommende to kampe skal give seks point, for så er der ro på, siger Andreas Kraul.
- Havde det ikke været kvalifikationskampe, havde vi måske set spillere som Gustav Isaksen fra FC Midtjylland eller Elias Jelert fra FCK, som på længere sigt skal ind og være en del af landsholdet.
Mens landholdet som helhed fik en blandet start på EM-kvalifikationen, fik Rasmus Højlund en fantomstart. Fem mål i to kampe blev det til i marts. På trods af den indtil videre korte fodboldkarriere, var der derfor ikke så meget at rafle om i forhold til udtagelsen af Atalanta-spilleren, understreger landstræneren.
- Tænk engang, hvordan han blev sluppet løs i marts, og jeg tror, han bliver svær at holde tilbage. Jeg kan kun sige, at han glæder sig til at trække i trøjen igen og give den gas. Vi håber, det fortsætter, siger Kasper Hjulmand.
Til trods fra nederlaget i kampen mod Kasakhstan, ligger landholdet på andenpladsen i EM-kvalifikationen - og sidstepladsen - side om side med netop Kasakhstan, Finland, Nordirland, med San Marino på sidstepladsen uden point.
Gruppen toppes af Slovenien, som Danmark møder på udebane den 19. juni.
De to bedste hold i puljen kvalificerer sig til EM i Tyskland næste år.