17-årig landsholdsspiller: Stadig ikke helt fattet det

17-årige Lucas Andersen var med i flyveren, da ligalandsholdet tog afsted til Thailand. - Både du og jeg ville blive rundtossede, hvis vi stod over for ham i en telefonboks, siger den assisterende landstræner.

I dag satte ligalandsholdet kurs mod Thailand, hvor holdet skal spille Kings Cup i den kommende uge.

Med på flyet er den 17-årige AaB-spiller Lucas Andersen, der med spilletid i turnering vil blive den hidtil yngste spiller, der har optrådt for ligalandsholdet.

- Han er først og fremmest rigtig dygtig til at drible. Både du og jeg ville blive rundtossede, hvis vi stod over for ham i en telefonboks. Det er en stor kvalitet, som man leder efter hos spillere i moderne fodbold - en spiller, der kan afdrible en mand én mod én, siger assisterende landstræner Peter Bonde til DR Sporten.

Stadig ikke fattet det

Den unge AaB-spiller er stadig lidt overrasket over, at han blev ringet op af landstræner Morten Olsen i søndags og bedt om at pakke kufferten.

- Det kom som et chok for mig, og jeg har måske stadig ikke helt fattet det. Jeg glæder mig vildt til at være med omkring seniorlandsholdet, siger Lucas Andersen, der hidtil kun har haft erfaring med U18- og U19-landsholdene.

- Jeg skal suge alt til mig - lære, hvordan det er at være med på et seniorlandshold og blive modnet som spiller. Se hvordan tingene foregår. Det er et kæmpe rygstød at blive udtaget og bekræftet i, at dét arbejde, man laver til daglig, kan føre til sådan en tur her. Det er en ekstra gulerod, siger Lucas Andersen.

Bonde: Han falder ikke tilbage i sofaen

Midtbanespilleren har ikke på forhånd sat næsen op efter spilletid.

- Men jeg tager selvfølgelig imod alt det spilletid, jeg kan få, og håber at komme på banen. Det er ikke noget, jeg forventer. Jeg klør på til træning og håber at få chancen, siger AaB'eren.

Peter Bonde er da også sikker på, at Lucas Andersen først og fremmest tager invitationen som en motivation til at arbejde endnu hårdere.

- Der er nogle, der kan håndtere sådan et skulderklap og bruger det som motivation. Andre læner sig tilbage i sofaen og siger "nu er jeg bare skidegod." Sådan én er Lucas ikke, siger den assisterende landstræner.

Kan overhale "Zanka"

Lucas Andersen er med på Ligalandsholdet efter afbud fra Søren Rieks. Han er foreløbig noteret for 20 førsteholdskampe for AaB.

Lucas Andersen bliver med sine 17 år fire måneder den yngste spiller i en Ligalandsholdstrup, idet Mathias "Zanka" Jørgensen, FC København, var 17 år og ni måneder gammel, da han spillede på Ligalandsholdet i januar 2008. Han fik 10 måneder senere debut på A-landsholdet som 18-årig.

Ligalandsholdet spiller tre kampe med det norske ligalandshold som første modstander søndag den 15. januar klokken 16.30 lokal tid (10.30 dansk tid). Derefter spiller holdet mod Sydkoreas OL-landshold onsdag den 18. januar klokken 16.10 lokal tid (10.10 dansk tid) inden kampen mod værtsnationen Thailands A-landshold lørdag den 21. januar klokken 19.00 (13.00 dansk tid).

Ligalandsholdets kampe bliver vist direkte på TV3+.

Facebook
Twitter