Allan Simonsen sparkede ild i lunten dynamit-drengene. Får Eriksens mål samme betydning?

I 1983 blev Allan Simonsens mål symbolet på en ny begyndelse for landsholdet. Onsdag gentog Eriksen kunsten med et mål, der også vise sig vigtigt.

Holdkammeraterne henne og lykønske Christian Eriksen efter scoringen i midtbanespillerens landskamp nummer 100 for Danmark. (Foto: Nick Potts © Scanpix)

Det er ikke alt, der tåler en sammenligning.

Men jo, Christian Eriksens straffesparksmål i aftes havde da visse ligheder med det, 'den lille store dansker', Allan Simonsen, elegant lagde i nettet i EM-kvalifikationen for 37 år siden.

Begge midt i målet, begge på Wembley, begge det afgørende i en 1-0 sejr over England.

I 1983 var Allan Simonsens straffesparksmål i 1-0 sejren over England på Wembley en af nøglerne i Danmarks kvalifikation til EM-slutrunden året efter. 37 år senere leverede Christian Eriksen fra pletten og sikrede Danmark en 1-0 sejr mod England. (Foto: Dave Caulkin © (c) Ritzau Scanpix / Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © AFP or licensors)

Men mens Simonsens spark var gnisten, der tændte lunten til 80'ernes dynamit-drenge, ved ingen - hverken mandagstrænere, eksperter eller spåkoner - om også Christian Eriksen, 100 kamp-jubilaren, fra 11 meters afstand sendte Danmark i kredsløb om toppen af international landsholdsfodbold.

Sammenligningen er dog oplagt, mener DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Dengang var England på Wembley en endnu større stormagt, og Danmark først på vej ind på den internationale scene, men også i 2020 kan en sejr på netop dette stadion være med til at definere begyndelsen på en periode, siger Andreas Kraul.

Målmageren selv var mere beskeden i sin analyse af målets betydning. Et boost, jovist, det var det, faktisk et kæmpe af slagsen. Det er ikke hver dag, at Danmark træder ind på Wembleys græstæppe for efterfølgende at lunte derfra med en sejr.

- Forhåbentlig giver det os en masse selvtillid videre i gruppespillet og skubber os i den rigtige retning. Island-sejren gav lidt selvtillid, men den her giver ekstra selvtillid, sagde Christian Eriksen under det virtuelle pressemøde.

Christian Eriksen, Yussuf Poulsen og Simon Kjær efter sejren over England. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Ved sin side havde landsholdets 10'er sin landstræner, og han - Kasper Hjulmand - hæftede sig ved, at Danmark lige nu bliver matchet mod de allerbedste, og at man med sejren har sikret overlevelse i A-gruppen.

Det betyder, at holdet også i fremtiden krydser klinger med Europas bedste nationer.

- Det er med til at udvikle os, og det er med til at få os til at finde ud af præcis, hvordan vi kan håndtere det, når vi nu drømmer om noget stort. Så skal vi kunne håndtere at spille mod de bedste, og derfor er det fantastisk for os, det er fantastisk for Danmark, sagde landstræneren.

Oktober 2020 kan blive vigtigere, end vi lige tror

I november er der en testkamp mod Sverige og to Nations League-opgør mod Island og Belgien på programmet, og til sommer gælder det den udskudte EM-slutrunde.

Derfor har det været vigtigt for landstræneren at komme flyvende ud af startblokken med landsholdet, mener DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

Fortiden, tidligere landstræner Åge Hareides tunge åg, kunne hurtigt tynge, hvis resultaterne udeblev.

- Kasper Hjulmand har haft brug for at komme godt fra start efter skiftet fra den succesfulde periode under Åge Hareide. Både eksternt over for alle os iagttagere og tilskuere, men også internt i forhold til DBU og spillergruppen. I den sammenhæng er en sejr over England på Wembley uvurderlig. Jeg tror, at alle på holdet tror på projektet lige nu, siger Andreas Kraul.

- Wembley er et meget svært sted at spille, så at komme her og hente tre point, få sejren, er meget stort for Danmark, og vi er meget stolte og glade, sagde landstræner Kasper Hjulmand efter onsdagens sejr over England i Nations League-gruppespillet. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Tre sejre på en uge giver selvtillid, mens der også har været vigtige point på spil til verdensranglisten i forhold til at blive seedet i VM-kvalen. Alt sammen ser særdeles positivt ud, mener DR Sportens fodboldkommentator.

- Landsholdet har hverken vundet Nations League eller andet end tre kampe på stribe, men oktober 2020 kan godt vise sig at være vigtigere, end vi lige tror, siger Andreas Kraul.

Facebook
Twitter