Allez les Bleus! Fransk sejr sikrer dansk seedning

Hvis Frankrig slår Hviderusland tirsdag aften, bliver Danmark seedet i playoff-runden i VM-kvalifikationen.

Christian Eriksen, Nicklas Bendtner og Thomas Delaney skal håbe på en fransk sejr tirsdag aften. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Efter mandagens VM-kvalifikationskampe står det klart, at Danmark bliver seedet i playoff-kampene i VM-kvalifikationen, hvis Frankrig tirsdag aften slår Hviderusland.

At ligningen er nået til den mellemregning skyldes en lang række resultater. For eksempel at Italien og Krotaien begge vandt deres kampe mandag.

De to sejre betyder nemlig, at Åge Hareides mandskab inden tirsdagens VM-kvalifikationskampe er den fjerdebedst placerede nation af de i alt ni toere. Og kan vi også have den placering tirsdag aften, når de sidste kampe i VM-kvalifikationens gruppespil er spillet færdig, vil Danmark altså blive seedet.

Der kan dog nå at komme grus i maskineriet endnu.

Formår Frankrig nemlig ikke at vinde på hjemmebane over Hviderusland i Gruppe A, mens Sverige til gengæld slår Holland på udebane, vil Danmark lige pludselig ikke længere være seedet. For så vil Sverige vinde gruppen, mens Frankrig vil skubbe danskerne ned som den blot femtebedste toer.

Omvendt vil en fransk sejr sikre Danmark seedning i playoff-runden. Og det vil umiddelbart gøre vejen til VM i Rusland lettere.

En dansk seedning vil nemlig give os mulighed for at trække modstandere som Irland, Nordirland, Grækenland og Sverige – som toer-regnskabet altså ser ud her tirsdag morgen. De seede nationer er lige nu Danmark, Italien, Kroatien og så enten Schweiz eller Portugal.