Analyse: Hareide savner den respekt, han fortjener

Den danske fodbolddebat om landstræneren grænser visse steder til det naive og utaknemmelige, skriver DR Sportens Andreas Kraul.

Det danske landshold og landstræner Åge Hareide kom med 1-0-sejren over Schweiz lørdag et stort skridt nærmere EM-deltagelse i 2020. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Landstræner Åge Hareide ville ikke iklædes et rødt og hvidt roliganhalstørklæde i minutterne efter sejren på 1-0 over Schweiz i Parken lørdag aften.

Han sagde meget klart og tydeligt nej, da DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, forsøgte at hænge det om halsen på ham. Nej. Og ikke nej tak. Bare nej.

Jeg forstår ham grundlæggende godt.

Et er, at den hovedsageligt mandlige trang til at iklæde sig obskure beklædningsgenstande i pangfarver, bare fordi man skal til fodbold – det være sig bizarre hatte, halstørklæder eller alt for små trøjer – sjældent gør noget godt for hverken ens æstetiske eller åndelige udtryk.

Eller som Hareide selv sagde i Kanal 5’s studie lidt senere samme aften: ”Jeg frøs ikke”. Tilføjelsen "selv om der er koldt på toppen" hang usagt i luften.

Noget andet er nemlig, at norske Hareide i de øjeblikke efter kampen havde meget svært ved at skjule, hvordan han grundlæggende ikke forstår den mangel på respekt, der har været omkring hans arbejde som landstræner for det mærkelige lille land med den enorme fodboldmæssige selvforståelse.

Deler ikke den danske opfattelse

Jeg lavede selv et længere interview med Åge Hareide inden den her landskampsrunde lige efter, at han havde rejst sig fra hospitalssengen, og her talte han med smil, men også glød i øjnene om, hvordan han ville være blevet adlet, hvis han havde leveret de samme resultatet i Norge.

Han fortalte også, at han grundlæggende ikke deler den danske opfattelse af, at sejre i fodbold også skal være ’fine’ eller ’flotte’. For ham er det fineste i fodbold at vinde. Intet andet. ”To afleveringer og mål. Det er fint, det er smukt. For mig er det smukt”, som han sagde.

Den slags kolliderer frontalt og direkte med store dele af den brede danske fodboldoffentlighed.

Landstræner Åge Hareide har den tidligere danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson som assisterende træner. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Siden 1980’ernes dynamitdrenge har vi i Danmark groft sagt opfattet det danske landshold som noget særligt ophøjet, der ud over at vinde og deltage ved de store slutrunder også skal underholde med legende fodboldspil i ånden fra klaphatten, brødrene Laudrup og dengang, spillet foregik i halvt tempo af i dag.

Problemet er bare, at de to grundelementer – sejren og det smukke spil – ikke altid lige sådan lader sig forene.

Spørg bare Åge Hareides forgænger, Morten Olsen, om det. Dansk fodbolds store ikon som anfører og landstræner ønskede om nogen at forløse det danske landshold i en symbiose af smuk fodbold og sejre – og han lykkedes da også til tider.

Men jeg minder om situationen for fire år siden, da Olsen for sidste gang rejste sig fra et pressemøde i Parken efter en 2-2-kamp mod Sverige og et samlet nederlag på 3-4 mod Zlatan & Co. EM-kvalifikationen var glippet, og Morten Olsen gik ud ad døren efter 15 år på posten.

Hareide har løst sin opgave

På det tidspunkt havde landsholdet ikke kvalificeret sig til to slutrunder i træk. Hjemmefra kiggede vi misundeligt på et VM i Brasilien i 2014 samt – endnu værre – en EM-slutrunde i Frankrig to år senere, hvor næsten halvdelen af Europas lande ellers deltog. Og hvor Albanien havde kvalificeret sig foran de rød-hvide.

Det var den virkelighed, Åge Hareide landede i, da han blev hentet ind som afløser for Morten Olsen, og nordmanden blev præsenteret med en meget klar forventning om, at han - som en overgangsfigur mellem Olsen og den næste landstræner med dansk pas - skulle vende udviklingen og først og fremmest få Danmark med til en slutrunde igen.

Det er umuligt at argumentere imod, at Åge Hareide har løst opgaven.

Åge Hareide har stået i spidsen for Danmark som landstræner i 38 kampe. Det har resulteret i 18 sejre, 17 uafgjorte og tre nederlag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danmark kom med til VM 2018 i Rusland, hvor vi tilmed gik videre fra puljen (for første gang siden 2004) samt var en straffesparkskonkurrence mod de senere finalister fra at gentage historiens bedste VM-resultat med en plads i kvartfinalen.

Og nu er landsholdet snublende tæt fra den historiske og essentielle kvalifikation til EM på hjemmebane næste sommer, mens holdet i en periode på tre år ikke har tabt en fodboldkamp i regulær tid, hvilket er tæt på verdensrekord for landshold.

Det er en imponerende præstation. Nej, det er en enestående præstation, og alligevel er holdningen mange steder i fodbolddebatten, at det ikke har været godt nok. Ikke fint nok. For mange uafgjorte og for lidt lir til øjnene, når de 90 minutter er i gang.

Fair nok. Den debat er grundlæggende for fodbold og for danskheden. Vi skal stille krav, vi skal være kritiske, og vi skal ikke lade os nøje. Og derfor har DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, også ansat Kasper Hjulmand til at gå i en anden retning fra sommeren 2020.

Omvendt skal vi heller ikke optræde forkælede eller være naive. Og først og fremmest klæder det ikke nogen at være utaknemmelige.

Offensivt kan være naivt

Se på kampen mod Schweiz lørdag aften i Parken. Danmark vandt 1-0 over et af verdens bedste landshold, der længe har været fast deltager ved slutkampene i samtlige slutrunder – og som i den seneste kvalifikation vandt ni ud af ti kampe med det eneste nederlag til europamestrene fra Portugal.

Schweiz stillede med klassespillere på samtlige positioner. Fire mand fra Bundesligaens tophold, Borussia Mönchengladbach, Arsenals anfører, sidste sæsons topscorer med 29 kasser i den portugisiske liga. Sommer, Akanji, Schär, Zakaria, Xhaka, Embolo, Seferovic. Et hold i absolut topklasse.

Yussuf Poulsen blev målscorer og matchvinder i kampen mod Schweiz lørdag. (Foto: GEORGIOS KEFALAS © Scanpix)

Af samme årsag var det en tæt og spændende fodboldkamp. På højt niveau. Schweizerne udfordrede de danske spillere overalt og tvang Kasper Schmeichel til en række spektakulære redninger, mens de også gjorde det svært for hjemmeholdets spillere grundlæggende at holde fast i bolden.

Alligevel vandt Danmark kampen. Vi vandt. 1-0. Og Parken eksploderede i jubel, da Yussuf Poulsen udnyttede Eriksens aflevering i et øjebliks klasse. Et moment af skønhed midt i en ellers problematisk dansk indsats.

Men det var en sejr, og det er nok en anelse naivt at tro, at den i stedet kunnet have været på 4-0 eller 5-0, hvis vi havde spillet mere offensivt, mere pasningsorienteret, eller hvis Peter Ankersen, Jonas Knudsen, Daniel Wass og Kasper Dolberg havde spillet i stedet for Henrik Dalsgaard, Jens Stryger, Thomas Delaney og Andreas Cornelius.

Der er dansk landsholdsfodbold bare ikke. Men til gengæld er vi igen med til de store slutrunder, og det var lige præcis den opgave, Åge Hareide fik stillet for fire år siden.

Derfor kan nordmanden også forvente et større katalog af jobtilbud, når vi sender ham ud ad døren efter EM næste sommer. Sådan er det nemlig med trænere, der aldrig taber. De er eftertragtede, og af samme årsag kan Hareide selvfølgelig være jævnt ligeglad med danskernes fornemmelser for flot fodbold.

Åge er imidlertid også en træner og et menneske, der reagerer instinktivt på sine følelser, og han kunne helt åbenlyst godt tænke sig om ikke klap på skulderen eller takkekort, så bare en grundlæggende respekt for veludført trænerarbejde.

Ikke et halstørklæde i rødt og hvidt.

Danmark spiller tirsdag aften venskabskamp mod Luxembourg i Aalborg. Kampen sendes direkte i LIGA på P3. Opgøret sendes også i tv på Kanal 5.