ANALYSE Hareides ’Polen-plan’ fundet frem til braget mod Schweiz

Optimisme og taktik skal finpudses før afgørende EM-kvalkamp mod Schweiz.

Åge Hareide håber at kunne se så glad ud, efter Danmarks landskamp mod Schweiz. (Foto: Lee Smith © Scanpix)

To år kan føles som rigtig lang tid i fodboldens verden.

Prøv for eksempel lige inde i hovedet at spole tiden tilbage til efteråret 2017. Dengang bankede Alexander Sørloth mål ind for FC Midtjylland, FC Helsingør var nye i Superligaen, og Danmark absolut ikke lignede et hold, der skulle hverken med til VM i Rusland eller ud på en længere ubesejret rejse.

Alligevel er en kamp fra netop det efterår – nærmere bestemt 1. september 2017 – blevet nævnt igen og igen i optakten til lørdagens svært afgørende EM-kvalifikationskamp mod Schweiz i Parken.

Der er nemlig en del sammenlignelige elementer i forhold til det opgør, som landsholdet dengang vandt med 4-0 over Polen. Og naturligvis er det elementer, landstræner Åge Hareide og spillerne gerne ser gentaget.

For to år siden kunne landsholdet glæde sig over en 4-0-sejr over Polen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Ny knald-eller-fald kamp for Danmark

For det første er der selve scenariet omkring kampens betydning. Dengang var det stort set en alt eller intet-kamp for de rød-hvide. Kun sejr talte i forhold til at holde liv i VM-drømmen. Lidt mindre, og her menes uafgjort, kan måske gøre det nu mod schweizerne, men grundlæggende er præmissen den samme. Sejr, så er EM-håbet lysegrønt. Nederlag – ja, så ser det hele pludselig meget kompliceret ud.

For det andet er der rammerne om kampen. Det er faktisk relativt sjældent, at landsholdet oplever at spille en så afgørende kamp på græsset i en fyldt udgave af Parken.

Siden den omtalte kamp mod Polen er det reelt på to år kun sket to gange mod Irland i først playoff til VM og så 1-1 kampen tilbage i juni måned i år.

Derfor er det også reelt, når spillerne med glød i øjnene de seneste dage har talt om, hvor meget de glæder sig til stemningen og atmosfæren og hele ’liren’ omkring at optræde i en tydeligt farvelagt kulisse med så meget på spil som deltagelse ved en EM-slutrunde på hjemmebane.

Det sker bare ikke ret ofte.

Af samme årsag har Åge Hareide og assistenttræner Jon Dahl Tomasson meget naturligt hevet en del fat i den kamp mod Polen, hvor holdet for første gang under nordmandens ledelse sådan helt reelt ramte hinanden helt præcist som fodboldhold.

Gnisten skal genfindes

Spillerne skal mobilisere samme energi og hive den samme gnist ud af omgivelserne, og så var der også noget i spillestilen i den kamp, der ser ud til at kunne genbruges.

Danmark vandt kampen 4-0 efter et opgør, hvor polakkerne lidt overraskende for især dem nærmest blev overfaldet af direkte spil, intenst genpres og en del høje bolde op mod Andreas Cornelius placeret i højre side af et tremandsangreb.

Det skabte usikkerhed i det polske forsvar, og kigger man på målene fra kampen, er det tydeligt, at taktikken med at flytte spillet hurtigt frem på banen og måske erobre bolden i en åben situation efter en hovedstødsduel eller nærkamp virkede.

Samtidig var det i den kamp, at små detaljer - som Jens Strygers placering som højrebenet venstreback og den lidt skæve vægtfordeling af angrebsretning mod højre - blev taget i brug med stor succes.

Schweizerne minder om polakkerne

Og nu venter så en lignende modstander i Schweiz, der som hold har nogle af de samme egenskaber som Polen for to år siden. Det er et rutineret og velfungerende kollektiv med spillere fra højt klubniveau i især Bundesligaen. De er vant til at kunne dominere en kamp og spille lige op med stor set alle hold, men de har også nogle svagheder, der har vist sig; for eksempel ved høje indlæg i feltet og generelt i luftrummet.

Danmark scorede selv to mål på den måde mod Schweiz i den hektiske slutfase i vanvidskampen tilbage i marts, som sluttede 3-3.

Christian Gytkjær og Christian Eriksen kunne næsten ikke fatte, at Danmark formåede at lave et comeback mod Schweiz. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvis vi kigger mere specifikt på kampen mod polakkerne tilbage i 2017, så kan Åge Hareide potentielt stille med syv ud af de 11 spillere, som startede inde i sejren på 4-0.

Dengang hed opstillingen:

Kasper Schmeichel – Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Andreas Bjelland, Jens Stryger – William Kvist, Christian Eriksen, Thomas Delaney – Andreas Cornelius, Nicolai Jørgensen, Pione Sisto.

Målscorerne var i øvrigt Delaney, Jørgensen, Cornelius og Eriksen.

I forhold til målmand og bagkæde er det helt igennem business as usual, og eneste ændring på de to år i forhold til den kommende kamp mod Schweiz er, at Andreas Christensen fra Chelsea spiller i stedet for Andreas Bjelland. Det giver et lidt anderledes opspil med en højrebenet venstre stopper i stedet for Bjellands gode venstrefod, men er ellers ikke en svækkelse.

På midtbanen er Eriksen og Delaney stadig selvskrevne, mens William Kvists position enten skal dækkes af Pierre Emile Højbjerg eller Lasse Schöne. På det seneste har unge Højbjerg stået foran rutinerede Schöne, men skal der spilles mere direkte a la kampen mod Polen, vil det faktisk give mening at have Schöne liggende som meget dyb 6’er i stil med Kvist, så man kan sende Delaney og Eriksen længere frem i jagt på bold og chancer.

Christian Eriksen scorede til 4-0 mod Polen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Helt fremme er Nicolai Jørgensen og Pione Sisto lige nu ikke i nærheden af truppen, men til gengæld har Yussuf Poulsen vokset sig ind i en rolle som topangriber fra Bundesligaen, hvilket vil kunne gøre, at han sammen med for eksempel Martin Braithwaite eller Robert Skov ville kunne supplere Andreas Cornelius, hvis taktikken skal gentages mere eller mindre en til en.

Erfaren modstander venter i Parken

Schweizerne og den rutinerede træner Vladimir Petkovic med erfaring fra både EM- og VM-slutrunder har selvfølgelig læst på denne lektie og vil ikke blive hverken chokerede eller gøre shortsene fugtige indefra ved mødet med en sådan spillestil. Længere er to år så alligevel heller ikke. Men spørgsmålet er, om de vil have redskaberne til at stå imod presset.

Det omvendte opgør i Basel viste i hvert fald, at Danmark ikke skal give schweizerne for meget initiativ til at spille bolden rundt med Arsenal-kaptajnen som omdrejningspunkt. Han styrede de to holds første møde med myndig verdensmandsattitude, inden han ved stillingen 3-0 lod sig klappe ud af stadion i sikker forvisning om, at de tre point var hjemme.

Granit Xhaka scorede til 2-0 for Schweiz i 3-3-kampen. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

Det var de ikke, men sådan et comeback sker ikke to gange i samme kvalifikation, og Danmark skal med Parken i ryggen spille mulighederne tungt fra forhånden og med fuld fokus på fysik og direkte spil.

Så kan vi alle håbe på, at fornemmelsen fra Polens-kampen vender tilbage denne lørdag to år efter.

NB! Læg mærke til, at reglen om udebanemål også tæller ved pointlighed i EM-kvalen. Dermed vil Danmark i tilfælde af uafgjort være bedre end Schweiz indbyrdes ved 0-0, 1-1 eller 2-2 efter resultatet 3-3 i Basel.

EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Schweiz bliver spillet lørdag med kick off 18.00 i Parken. Kampen sendes direkte i LIGA på P3 uden musik eller andre afbrydelser. Opgøret sendes i tv på Kanal 5.