Andersen og Vestergaard mod Mbappé og Benzema: Hvordan stopper vi de franske verdensstjerner?

Der venter en stor opgave for det reservespækkede danske forsvar til aftenens kamp.

Kylian Mbappé og Karim Benzema har scoret 83 mål i den netop afsluttede sæson. (Foto: Franck FIfe © Ritzau Scanpix)

Blot tanken om den opgave, der venter det danske forsvar, får DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh til at sukke dybt.

Karim Benzema fra Real Madrid og Kyllian Mbappé fra Paris Saint Germain - topscoreren i Champions League og topscoreren i den franske liga - er, hvad der venter det danske forsvar i aften på Stade de France.

Læg dertil at det normale førstevalg i det danske midterforsvar, Simon Kjær og Andreas 'AC' Christensen, er ude af truppen.

- Det er en kollektiv indsats, der skal stoppe det franske hold. Man kan gøre det sværere for dem, men man kan ikke lukke dem fuldstændig ned. Sådan ville det også være, hvis det var "AC" og Simon Kjær, der spillede, fortæller Francis Dickoh, der selv er tidligere forsvarspiller.

I aften indleder Danmark ti dage med masser af fodbold, hvor der venter fire opgør i Nations League mod hvor Frankrig, Kroatien og Østrig. Efter nogle dage med træning i Danmark er drengene i rødt og hvidt klar til kamp mod en stærk modstander, siger landstræneren.

- Det er et travlt program, og det første opgør er en fantastisk start. Det er mod verdensmestrene. Det er mod Nations League-mestrene. Det er sandsynligvis den stærkeste trup i verden, og de har en utrolig pulje af spillere, siger Kasper Hjulmand.

Der er verdensstjerner på samtlige positioner, men især angrebet med Kylian Mbappé og Karim Benzema bliver en opgave for det danske midterforsvar. Her kan du læse, hvordan de ifølge DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh skal stoppes

Kylian Mbappé

23-årige Kylian Mbappe skiftede til PSG i 2017 og vandt i år sit fjerde franske mesterskab med klubben. (Foto: Patrick Hertzog © Ritzau Scanpix)

Det ser ud til, at det bliver Jannik Vestergaard fra Leicester og Joachim Andersen fra Crystal Palace, som vi får at se i det centrale forsvar.

Gode fodboldspillere - uden tvivl. Men man fornærmer dem næppe ved at sige, at de to forsvarsspillere ikke er de hurtigste på en 100 meter.

Det kan man tvært imod nemt sige om den ene angriber, der står over for dem. Kylian Mbappé er blandt de allerhurtigste angribere i verden, og ifølge Francis Dickoh er det noget af en opgave, der venter det reservespækkede danske forsvar.

- Mbappé har både en hurtighed og teknik, som de flest spillere kun kan drømme om.

- Én mod én vil han drible dig, og i en løbeduel slår han de fleste. Hans teknik og fart er ikke en kop thé, man vil have noget med at gøre, så det skal være to mod én-situationer, og nogle gange skal det også være tre mod én, fortæller Francis Dickoh om, hvordan den franske verdensstjerne skal stoppes.

Den hurtige angriber har i den netop færdigspillede sæson scoret 28 mål i 35 kampe i den bedste franske fodboldrække. Selvom han ikke formåede at komme på scoringstavlen under sommerens EM-slutrunde, er der næppe nogle forsvarsspillere, der ønsker at skulle holde ham i snor.

Det ved den danske landstræner, Kasper Hjulmand.

- Han er en fantastisk fodboldspiller, som vi skal studere meget for at kunne stoppe i kampen. Men han er ikke den eneste fantastiske spiller på holdet, siger Kasper Hjulmand.

Karim Benzema

Karim Benzema vandt i weekenden Champions League-finalen med sin spanske klub Real Madrid. (Foto: Ronald Wittek © Ritzau Scanpix)

Med Vestergaard og Andersen på Mbappé kan danskerne måske holde Paris-spilleren fra at score. Desværre er der en fransk angrebsmakker, der i den grad har målnæse.

Karim Benzema har rundet 34 år, men til gengæld har han lige leveret sin måske bedste sæson nogensinde i Real Madrid kronet med en Champions League-titel og et spansk mesterskab som topscorer i begge turneringer.

44 mål i 46 kampe.

- Han har nogle vilde afslutninger, men han er først og fremmest en, som gør, at holdet spiller ordenligt ved at være afgørende i opbygningsspillet. Du kan måske føle, at du har holdt godt styr på ham, fordi han ikke har haft en afslutning endnu. Han skal bare ikke bruge ret meget plads for at sparke bolden i mål.

- Hans afslutningsspil fortæller, at han er en rigtig angriber, som kan scorer med hovedet og fødderne. Der er ikke noget, han ikke kan, og han er ikke en klassisk angriber. Han har også en enorm effekt på holdets præstation væk fra feltet, siger Francis Dickoh.

Derfor er det heller ikke lige til sådan at stoppe Real Madrid-angriberen. Men de danske forsvarsspillere kan måske holde ham i skak.

- Det danske forsvar skal sørge for, at han har langt ind til målet. Jeg er ikke i tvivl om, at forsvarsspillerne fra Danmark godt kan hamle op med ham, hvis han ikke har så meget kontakt til bolden, og de skal være hans overfrakke hele tiden, siger Francis Dickoh.

- De skal gå hårdt til ham og få vist, at du ikke går på sommerferie med to mål mod os, siger Francis Dickoh.

Nations League-opgøret mellem Frankrig og Danmark spilles klokken 20.45 og kan følges i LIGA på P4 og på DR.dk.