Andreas Kraul: 'Bretton-Meyers afgang er ikke uventet'

Det er en naturlig konsekvens af udviklingen i DBU, at Claus Bretton-Meyer må forlade jobbet. Det vurderer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

(Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

DBU har opsagt samarbejdet med unionens administrerende direktør Claus Bretton-Meyer.

- Han var en personlighed i dansk fodbold på godt og ondt, siger Andreas Kraul om den nu afgåede direktør, der nåede have posten i næsten fem år.

De fem år som direktør har budt på op- og nedture. Kvindelandsholdets popularitet blev løftet og kulminerende med en EM-finale i sommeren 2017, mens Bretton-Meyer også var med til at ansætte den nuværende herrelandstræner Åge Hareide.

Men efteråret bød også på en nedtur af de store, da det ikke lykkedes at få lavet en aftale med Spillerforeningen. I stedet blev et landshold bestående primært af divisionsspillere sendt afsted på tur.

Og netop den episode kan have været afgørende for Bretton-Meyers afsked med unionen. Det vurderer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Jeg ville næsten have været mere overrasket, hvis ikke DBU havde sagt farvel til ham. I forhandlingerne med Spillerforeningen var det til sidst nogle helt andre end Bretton-Meyer, der skulle forhandle aftalen, siger Andreas Kraul.

Egne folk på banen

Allerede i den første uge i embedet gjorde Bretton-Meyer den daværende kommunikationsdirektør i boldspilunionen, Lars Berendt, arbejdsløs.

For Claus Bretton-Meyer var aldrig bange for at sætte sit eget hold. Tidligere på året blev Peter Møller ansat som ny fodbolddirektør.

Og det var en ansættelse, som dengang blev bifaldt på DBU Allé.

- Med Peter Møller får vi en person, der selv har været aktiv på højeste plan og som samtidigt har både personlighed og leder-egenskaber, så han kan gå forrest i udviklingen af dansk fodbold, sagde Bretton-Meyer dengang.

Men måske var han med til at udpege sin egen afløser. I hvert fald sendte ansættelsen et klart signal, da der blev skubbet ved nogle ting øverst i unionen.

- Med Peter Møller på banen blev der signaleret, at der var brug for et andet ansigt udadtil. Den egentlige direktør for DBU blev sat på sidelinjen, siger Andreas Kraul og fortsætter.

- Jeg tror, at DBU nu vil lede efter en direktørtype, der ikke skal passe den del af forretningen, som Peter Møller er blevet sat til. Det bliver nok en mere klassisk administrerende direktør, der har meget fokus på driften.

Den vurdering ligger fint i tråd med DBU's egen udmelding tidligere på dagen, hvor bestyrelsesformand Jesper Møller fastslog følgende i en pressemeddelelse.

- DBU's bestyrelse ønsker en anderledes profil som administrerende direktør.

Claus Bretton-Meyer afløste i 2013 Jim Stjerne Hansen, der havde titel af generaldirektør i DBU.

Facebook
Twitter